Brætspil er med til at give dansk boghandler milliardsalg

Et stigende salg af børnebøger og brætspil har sidste år været med til at løfte omsætningen i Bog & Idé-kædens butikker.

Det oplyser virksomheden Indeks Retail, der er kædekontor for Bog & Idé, i en pressemeddelelse.

Sammenlagt med webshoppen er omsætningen i de fysiske Bog & Idé-butikker vokset med tre procent til cirka en milliard kroner.

Ifølge Marianne Lyngby Pedersen, administrerende direktør i Indeks Retail, er der flere årsager til væksten. Hun nævner blandt andet et større salg af både børnebøger, puslespil og brætspil.

– Normalt ville vi glæde os over så flot et regnskab, og at vi igen i år har taget markedsandele i et trængt marked.

– Men det er svært at glæde sig midt i en økonomisk krise, der får finanskrisen til at ligne en sommerfest, siger Marianne Lyngby Pedersen.

For nylig har coronakrisen været medvirkende til at tvinge en af de andre store boghandlere herhjemme til at lukke.

Arnold Busck-kæden måtte efter længere tids økonomisk problemer indgive en konkursbegæring, og nu forsøger man at finde købere til de værdier, der bliver efterladt.

Marianne Lyngby Pedersen ønsker ikke at kommentere, om Bog & Idé-kæden kunne være interesseret i de efterladte værdier som eksempelvis varelagre.

/ritzau/