Den Europæiske Centralbank fastholder rente og hjælpeprogram

Den Europæiske Centralbank fastholder sin rekordlave rente og vil fortsætte sit corona-hjælpeprogram året ud.

Renten er dermed fastholdt på minus 0,50 procent. Det oplyser banken efter sit rentemøde torsdag.

Centralbanken søsatte i marts en stribe tiltag til at holde hånden under Europas økonomi under coronakrisen.

Et af dem er et opkøbsprogram af obligationer på 750 milliarder euro, som skal tilskynde bankerne i eurozonen til at låne flere penge ud og sikre lavere låneomkostninger.

Centralbanken oplyser torsdag, at programmet som minimum vil løbe året ud.

/ritzau/