Coronauro giver negativt afkast i ATPs investeringer

Stor uro på de finansielle markeder på grund af coronakrisen har betydet et tab på 29 milliarder kroner på ATP’s investeringer i første kvartal.

Det oplyser pensionsselskabet i regnskabet for første kvartal.

Tabet er en markant tilbagegang fra de 20 milliarder kroner, som ATP sikrede i positivt afkast i første kvartal sidste år.

– Efter en længere periode med stærke investeringsafkast måtte vi i første kvartal 2020 levere en del af det tidligere afkast tilbage, siger Bo Foged, der er administrerende direktør i ATP, i regnskabet.

Han henviser til, at pensionsselskabet siden 2010 har præsteret et positivt afkast på i alt 165 milliarder kroner.

ATP er en obligatorisk pensionsordning for danske lønmodtagere. Mere end fem millioner danskere er medlem af pensionsselskabet.

Ifølge Bo Foged vil ATP fastholde en disciplineret tilgang til risikostyring. Det vil sige, hvor store risici der bliver taget i investeringerne.

På den måde vurderer ATP, at der kan skabes tilfredsstillende resultater på den lange bane.

Til gengæld vil tilgangen på den korte bank forringe mulighederne for at forhøje pensionerne, lyder det.

/ritzau/