USAs økonomi skrumper 4,8 procent under coronakrisen

USA’s økonomi er skrumpet i første kvartal af 2020 med 4,8 procent grundet udbruddet af coronavirus.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Dermed er vækstbilledet i USA svagere end ventet. Blandt økonomer var der ifølge Bloomberg News en forventning om, at den amerikanske økonomi ville skrumpe 4,0 procent.

Det er første gang siden 2014, at den amerikanske økonomi mindskes.

I 2019 voksede bruttonationalproduktet, bnp, med 2,3 procent. På daværende tidspunkt var der tale om den laveste vækst siden 2016.

/ritzau/