Tyskland venter største tilbagegang siden Anden Verdenskrig

Den tyske regering forventer, at landets økonomi vil skrumpe med 6,3 procent i 2020 som følge af coronaudbruddet.

Dermed kan Tyskland forvente den største økonomiske tilbagegang siden Anden Verdenskrig, siger den tyske finansminister, Peter Altmaier, på et pressemøde onsdag.

– Vi står over for alvorlige udfordringer, både økonomisk og politisk, siger han.

Det var ellers ventet, at tysk økonomi ville vokse 1,1 procent i år, lød vurderingen i januar.

Ifølge finansministeren ventes nedgangen at blive størst i andet kvartal af 2020, hvorefter den lige så stille vil begynde at komme sig.

Tyskland har i flere årtier været Danmarks største eksportmarked, men blev i 2019 overhalet af USA.

/ritzau/Reuters