Sydbank forventer at miste trecifret millionbeløb på corona

Et trecifret millionbeløb ser ud til at glide ud af hænderne på Sydbank på grund af coronakrisen.

I hvert fald har banken skåret kraftigt i sin forventning til resultatet for 2020, fremgår det af Sydbanks regnskab for første kvartal.

For i år venter Sydbank nu at tjene mellem 400 og 800 millioner kroner.

Det er en del lavere end den hidtidige forventning på 700 til 1000 millioner kroner, som var bankens oprindelige målsætning for året.

Forventningen har tidligere været suspenderet på grund af usikkerhed grundet coronakrisen.

– Vi gennemlever en sundhedskrise, der vil medføre en global recession.

– Effekterne på de finansielle markeder har været betydelige, og der må forventes en stigning i antal konkurser og arbejdsløse.

– Der er således en stigning i de forventede tab på udlån, siger Karen Frøsig, administrerende direktør i Sydbank, i regnskabet.

Bankens nedskrivninger på udlån udgør i første kvartal en udgift på 84 millioner kroner mod en indtægt på 14 millioner kroner i samme periode sidste år.

Nedskrivninger på udlån er penge, som banker ikke regner med at få tilbage.

Når de derfor udgør en indtægt frem for en udgift, er det fordi, at kunderne har været sundere, end man havde troet.

Også Ringkjøbing Landbobank, en anden af de større banker i Danmark, har i første kvartal haft større udgifter forbundet med nedskrivninger på udlån.

Her udgør nedskrivningerne en udgift på 75 millioner kroner mod en udgift på 25 millioner kroner i samme kvartal sidste år. Det viser regnskabet for første kvartal fra banken.

Ligesom Sydbank har Ringkjøbing Landbobank måttet sænke forventningen til overskuddet i år på grund af coronakrisen.

For lidt over en måned siden sænkede Ringkjøbing Landbobank sin forventning for 2020 til et overskud på mellem 800 og 1100 millioner kroner. Det var 150 millioner kroner lavere end den oprindelige forventning.

Sammen med regnskabet oplyser Ringkjøbing Landbobank, at den lukker de sidste fysiske kassefunktioner.

Det betyder samtidig, at der skal tages afsked med små tre procent af den samlede stab. Det vil ske ved pensionering eller fratrædelsesordninger.

Banken havde ved årsskiftet 652 fuldtidsmedarbejdere.

/ritzau/