Netto og Føtex bidrager til stærkt år for Salling Group

En rigtig god udvikling i blandt andet Netto- og Føtex-kæderne har sidste år været med til at løfte resultaterne hos Salling Group.

Det viser seneste årsregnskab fra supermarkedskoncernen.

Samlet er omsætningen i Salling Group steget med 1,5 procent til 56,7 milliarder kroner. Det er fraregnet aktiviteterne i Netto i Sverige, som er blevet solgt.

– Der er tale om et stærkt år, hvor fremgangen blev drevet af vores kerneforretning både i Danmark og i udlandet.

– Netto Danmark leverede sit bedste år i kædens historie og præsterede i lighed med Føtex sin højeste indtjening nogensinde, siger Per Bank, administrerende direktør i Salling Group.

Den gode udvikling i kæderne har sidste år været med til at give et overskud på 2,4 milliarder kroner efter skat. Det er ifølge Salling Group det næstbedste resultat i virksomhedens historie.

Resultatet tager ikke højde for nogle nye regnskabsregler, som ville få det til at være 130 millioner kroner lavere.

Desuden er resultatet inklusive indtægterne fra salget af Netto i Sverige.

Ligesom alle andre virksomheder har Salling Group også været påvirket af coronakrisen.

Koncernen har som så mange andre sendt medarbejdere hjem med løn.

Men modsat mange andre har koncernen ikke søgt om kompensation, som ellers er en mulighed takket været den politiske hjælpepakke.

Per Bank forklarer beslutningen med, at andre virksomheder har mere brug for støtten end Salling Group.

På grund af usikkerheden forbundet med coronakrisen er det ifølge Salling Group vanskeligt at komme med præcise forventninger for, hvordan det vil gå i år.

Koncernen er især i tvivl om, hvordan forbrugernes købelyst og producenternes prisniveau ser ud i den kommende tid. Derfor holder Salling Group sig fra at spå om sit eget resultat ved årets afslutning.

Siden slutningen af 2017 har Salling Group været ejet alene af Salling Fondene, efter at Mærsk solgte sin sidste andel af supermarkedskoncernen.

Efter at Salling Fondene overtog det fulde ejerskab, ændrede man navnet af koncernen til Salling Group fra Dansk Supermarked.

Ud over Netto og Føtex står Salling Group også bag blandt andet Bilka- og BR-kæderne.

I alt har koncernen små 54.000 medarbejdere i Danmark og udlandet.

/ritzau/