Netto og Føtex bidrager til rekordår for Salling Group

En rigtig god udvikling i blandt andet Netto og Føtex har sidste år været med til at løfte resultaterne hos Salling Group.

Det viser seneste årsregnskab fra supermarkedskoncernen.

Samlet er omsætningen i Salling Group steget med 1,5 procent til 56,7 milliarder kroner. Det er fraregnet aktiviteterne i Netto i Sverige, som er blevet solgt.

– Der er tale om et stærkt år, hvor fremgangen blev drevet af vores kerneforretning både i Danmark og i udlandet.

– Netto Danmark leverede sit bedste år i kædens historie og præsterede i lighed med Føtex sin højeste indtjening nogensinde, siger Per Bank, administrerende direktør i Salling Group, i en pressemeddelelse.

På grund af usikkerheden forbundet med coronakrisen er det ifølge Salling Group vanskeligt at komme med præcise forventninger for, hvordan det vil gå i år.

/ritzau/