Brætspil er et stort hit under coronakrisen for Hasbro

Brætspil har været i høj kurs de seneste mange uger, hvor mange har skullet holde sig hjemme på grund af coronaudbruddet.

Det har skabt en øget efterspørgsel for den amerikanske legetøjsgigant Hasbro, som har oplevet en kraftig vækst i blandt andet salget af brætspil.

Det viser Hasbros regnskab for første kvartal.

– Hasbros mærker er populære, da folk bruger mere tid derhjemme, skriver selskabet i regnskabet.

I årets første tre måneder, hvor coronaudbruddet spredte sig globalt, voksede Hasbros samlede omsætning fra spilkategorien med hele 40 procent.

Hasbro står bag brætspil som eksempelvis Risk og Monopoly. Også kortspillet Magic: The Gathering hører ind under Hasbros paraply.

/ritzau/