SAS afskediger halvdelen af de ansatte grundet corona

Luftfartsselskabet SAS vil afskedige op mod 5000 medarbejdere i fuldtidsstillinger. Det svarer til lidt under halvdelen af den samlede stab.

Det oplyser SAS i en pressemeddelelse.

Ud af de 5000 fuldtidsstillinger ventes cirka 1700 at blive fundet i Danmark. De resterende stillinger bliver fundet i Sverige og Norge.

Nedskæringerne sker som konsekvens af coronakrisen, der har gjort et stort indhug i SAS’ økonomi.

– Covid-19 har tvunget SAS til at møde en ny og hidtil uset virkelighed, der vil give genlyd ikke bare i de kommende måneder, men også i de kommende år, siger Rickard Gustafson, administrerende direktør i SAS, i meddelelsen.

Ved udgangen af januar havde SAS lidt over 10.000 ansatte samlet set. Det fremgår af senest offentliggjorte årsregnskab.

/ritzau/