SAS afskediger halvdelen af de ansatte grundet corona

Som en konsekvens af coronakrisen bliver SAS nødt til at afskedige op mod 5000 fuldtidsansatte.

Det oplyser SAS i en pressemeddelelse. Afskedigelserne svarer til lidt under halvdelen af den samlede stab i det skandinaviske luftfartsselskab.

Ud af de 5000 fuldtidsstillinger ventes cirka 1700 at blive fundet i Danmark.

De resterende stillinger bliver fundet i Sverige og Norge. Mere præcist skal der siges farvel til omkring 1900 i Sverige og 1300 i Norge.

Nedskæringerne sker som konsekvens af coronakrisen, der har gjort et stort indhug i SAS’ økonomi.

For at mindske spredningen af virusset har SAS og andre luftfartsselskaber ikke kunnet flyve som normalt, og det har givet færre passagerer og derved færre penge i kassen hos SAS.

Og selv om luftfartsselskabet tidligere har kunnet sende langt størstedelen af de ansatte hjem med løn takket været politiske hjælpepakker, så har det altså ikke været nok til at friholde SAS fra at skulle foretage afskedigelser.

– Covid-19 har tvunget SAS til at møde en ny og hidtil uset virkelighed, der vil give genlyd ikke bare i de kommende måneder, men også i de kommende år, siger Rickard Gustafson, administrerende direktør i SAS, i meddelelsen.

Ved udgangen af januar havde SAS lidt over 10.000 ansatte samlet set. Det fremgår af senest offentliggjorte årsregnskab.

/ritzau/