Organisation i opråb: Virksomheder behøver hjælp lige nu

Boghandlerkæden Arnold Busck, der mandag indgav konkursbegæring, har ikke modtaget penge fra hjælpepakker på grund af lang sagsbehandling.

Og de er ikke de eneste, der venter.

Ifølge SMVDanmark, interesseorganisation for små og mellemstore virksomheder i Danmark, er mange virksomheder ramt hårdt af den lange sagsbehandling.

– Der er stadig rigtig, rigtig mange virksomheder, der venter på udbetalinger.

– Hvis likviditeten ikke kommer lige nu, går de konkurs, siger Jakob Brandt, vicedirektør i SMVDanmark.

Han henviser blandt andet til, at det om lidt er den første dag i en ny måned, hvor der skal betales løn og husleje.

Arnold Busck har indgivet konkursbegæring mandag og lukker nu alle sine 29 butikker.

– Arnold Busck har imidlertid endnu ikke modtaget udbetaling fra de omtalte hjælpepakker, da sagsbehandlingen tilsyneladende har varet meget længere end forventet, skriver boghandlerkæden.

Regeringen har valgt at anlægge en forsigtig strategi for at sørge for, at der ikke snydes med hjælpepakkerne.

Men ifølge Jakob Brandt bør man slække lidt på forsigtigheden.

– Jeg er tilbøjelig til at sige, at man hellere må lade tvivlen komme folk til gode og sende for mange penge ud og eventuelt kradse dem ind efter, siger han.

/ritzau/