Norwegian vil skaffe millioner ved at sælge nye aktier

For at rette op på en haltende økonomi vil Norwegian blandt andet skaffe penge ved at sælge nye aktier.

Det fremgår af en meddelelse fra det norske luftfartsselskab.

Planen er at hente op mod 400 millioner norske kroner ved en emission, hvor Norwegian sætter nye aktier til salg.

Selskabet har tidligere varslet, at det som led i en redningsplan vil have nogle af sine kreditorer til at konvertere gæld til aktier.

Der er mandag kommet yderligere detaljer om det, og der er lagt op til, at de eksisterende aktionærer kommer til at beholde en samlet ejerandel på bare 5,2 procent af aktierne i Norwegian.

Redningsplanen er nødvendig for, at selskabet kan få del i en hjælpepakke fra den norske regering.

Norwegian er ligesom resten af luftfartsbranchen hårdt ramt af coronakrisen. I Norwegians tilfælde var økonomien dog allerede presset før corona.

/ritzau/