Arnold Busck lukker alle butikker og vil gå konkurs

Boghandlerkæden Arnold Busck lukker alle sine butikker og indgiver en konkursbegæring.

Det oplyser Arnold Busck i en pressemeddelelse.

– Likviditeten er sluppet op. Så kort kan det siges. Covid-19-nedlukningen har gjort det umuligt at holde virksomheden kørende.

– Vi har gjort alt, der står i vores magt, for at virksomheden kunne køre videre, men det har desværre ikke været muligt, skriver virksomheden.

Kædens butikker har været lukket ned helt eller delvist siden midten af marts, og medarbejdere har været hjemsendt.

Selv om strøgbutikkerne igen er åbnet ved indgåelse af frivillige aftaler om arbejdstider med loyale medarbejdere, har det ikke været nok til at redde boghandlerkæden, lyder det.

/ritzau/