Dansk Erhverv vil øge dansk turisme med gratis Storebæltsbro

Restauranter, hoteller og andre virksomheder i servicebranchen er hårdt ramt af coronakrisen.

Derfor fremlægger Dansk Erhverv søndag en plan for, hvordan forbruget i Danmark hurtigst muligt kan blive sat i vejret, når samfundet åbnes op igen.

Dansk Erhverv foreslår blandt andet, at kørsel over Storebæltsbroen og færgeoverfart til danske småøer gøres gratis for alle i sommermånederne i 2020 og 2021.

Det skal være med til at øge turismen på tværs af Danmark og samtidig hjælpe et trængt transporterhverv, lyder det.

– Verden omkring os brænder, og markederne omkring os er gået i stå. Det kan vi ikke gøre noget ved, men vi kan gøre noget ved forbruget herhjemme, siger administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

– Vi har et dansk erhvervsliv, som indenfor oplevelsesøkonomien og detailhandlen styrtbløder.

– Vi ser flere og flere arbejdsløse, flere konkurser og betalingsstandsninger. Derfor er den vigtigste prioritet at sætte gang i forbruget på dag ét efter genåbningen.

I planen, der i alt indeholder syv forslag, anbefaler Dansk Erhverv også, at virksomheder gives fuld momsafløsning ved restaurantbesøg.

Desuden foreslås det, at indefrosne feriepenge skal udbetales, hvilket både Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsernes Hovedorganisation og Dansk Industri også har anbefalet.

/ritzau/