Små lyspunkter i dystre ledighedstal

Antallet er personer, der melder sig ledige, lå søndag igen betydeligt over de seneste års gennemsnit grundet coronakrisen. Det viser de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Samlet meldte 351 personer sig ledige søndag mod gennemsnittet fra 2015-2019 på 249. På positivsiden frameldte 506 personer sig ledighedskøen søndag. Det var anden dag i træk, at flere meldte sig fra end til.

Dermed er antallet af samlede tilmeldte ledige under coronakrisen – defineret med start 9. marts – faldet til 42.077.

– Coronaudbruddet har ramt store dele af verden og sendt mange mennesker ud i arbejdsløshed. Også i Danmark, men det ser ud til, at vi her i landet er mindre ramt end vores nabolande og for eksempel USA, hvor antallet af ledige er steget voldsomt.

– For eksempel kan vi igen i dag se, at der er færre nye ledige end for en uge siden. Det skyldes blandt andet trepartsaftalen om lønkompensation, som sørger for, at titusindvis af lønmodtagere beholder jobbet, skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en kommentar til tallene.

/ritzau/