Norwegian varsler opsigelser af 800 ansatte i Sverige

Norwegian har varslet opsigelser for selskabets 800 ansatte i Sverige.

Det oplyser flyselskabet til den norske avis Dagens Næringsliv.

I de skandinaviske lande er det muligt at sende ansatte hjem midlertidigt med løn, hvor staten går ind og kompenserer en del af lønnen.

De svenske ansatte er varslet opsagt, da ordningen er dyrere for Norwegian i Sverige.

– Reglerne for permittering (ordningen for lønkompensation, red.) er anderledes i Sverige, da arbejdsgiver blandt andet pålægges at dække en stor andel af de ansattes løn, siger informationsdirektør Lasse Sandaker-Nielsen.

– De opsagte er sikret retten til at komme tilbage i job, når aktiviteten kommer i gang igen. Den ret har de i tolv måneder, siger han til Dagens Næringsliv ifølge nyhedsbureauet NTB.

Ud over de 800 Norwegian-ansatte er 380 kabineansatte, der er ansat hos underleverandøren OSM Aviation, blevet varslet opsagt.

Det norske flyselskab er i øjeblikket presset hårdt af coronavirusset, som holder de fleste fly på jorden.

I forvejen kæmper selskabet med en svækket økonomi og en høj gæld.

Selskabet har i løbet af den seneste tid flere gange slået på tromme for, at de skandinaviske regeringer må på banen med økonomisk hjælp for at redde selskabet.

Den norske regering har allerede søsat en hjælpepakke på tre milliarder norske kroner, men der er en række betingelser – blandt andet at selskabet selv skal skaffe tre milliarder norske kroner – for at få udløst hele pakken, som Norwegian endnu ikke har levet op til.

Norwegian har i alt 11.000 ansatte. Langt størstedelen er sendt hjem i øjeblikket.

/ritzau/