451 meldte sig ledige lørdag under coronakrisen

Lørdag fortsatte den stigning i antallet af ledige, der har været resultatet af nedlukningen af samfundet grundet coronavirus. Det viser de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Samlet meldte 451 personer sig ledige lørdag. Det er betydeligt over gennemsnittet for den tilsvarende lørdag fra 2015 til 2019 på 178 personer men dog et fald fra sidste lørdags 527.

– Vi ser lige nu konsekvenserne af den sundhedskrise, der rammer hele verden. Det kan desværre aflæses i arbejdsløshedsstatistikkerne, der også stiger i Danmark.

– Her i landet er der også mindre lyspunkter, for antallet af nye ledige stiger mindre end for en uge siden, skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en kommentar til udviklingen.

Antallet af nettotilmeldte ledige – tilmeldte ledige fratrukket frameldte ledige – siden 9. marts er på 42.178 personer. Samlet er der 173.882 tilmeldte ledige i Danmark per 4. april.

/ritzau/