Coronavirus får H&M til at vente tabsgivende forår

Den svenske modekoncern Hennes & Mauritz (H&M) forventer at komme til at tabe penge i sit andet kvartal.

Det skyldes, at coronavirusset giver et så stort fald i omsætningen, at det ikke bliver muligt at opveje det ved lavere driftsomkostninger.

Det skriver H&M i regnskabet for første kvartal, der er kommet fredag morgen.

Mens selskabets første kvartal sluttede med udgangen af februar, så blev der i starten af marts taget hul på andet kvartal.

Siden starten af marts har H&M været nødt til at lukke mange af sine butikker verden rundt på grund af coronasituationen. Det giver et markant lavere salg.

– H&M’s salg i marts er faldet med 46 procent i lokale valutaer sammenlignet med den samme måned året før. Onlinesalget er steget med 17 procent i lokale valutaer, skriver H&M i regnskabet.

/ritzau/