Presset B&O overvejer muligheder for at styrke økonomien

Bang & Olufsen (B&O) overvejer blandt andet på grund af coronakrisen at finde muligheder for at styrke sin økonomi.

Det oplyser selskabet i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal.

Sammen med regnskabet er B&O kommet med en opdatering for den strategi, der kort fortalt handler om at gøre selskabet profitabelt igen ved at sælge mere og sænke omkostningerne.

Sammenholdt med de mulige effekter af Covid-19, der er sygdommen bag coronavirusset, åbner B&O for at skulle hente en eller anden form for kapital til at styrke sig.

– Baseret på strategiopdateringen og de potentielle effekter af Covid-19 overvejer selskabet muligheder for at styrke kapitalpositionen, skriver B&O i en meddelelse.

/ritzau/