Mærsk hjælper med at fragte værnemidler hjem til Danmark

Familien bag Mærsk-koncernen vil hjælpe med at fragte værnemidler fra Kina til Danmark, hvor sundhedspersonale kan bruge dem i kampen mod corona.

Det skriver Berlingske.

Værnemidlerne skal fragtes fra Kina til Danmark med fly. Det er dels leasede fly og dels fly fra Mærsks eget fragtselskab, Star Air.

Planen er, at de første fly fra Kina lander i København i weekenden. Op mod 24 fly kan løbende blive involveret i det store fragtarbejde.

Værnemidlerne vil blive leveret til Rigshospitalet, som kan se frem til at modtage blandt andet masker, visirer og beskyttelsestøj.

Det skal sikre, at sundhedspersonalet ikke bliver smittet med coronavirusset.

I en meddelelse til medarbejderne i Mærsk siger Robert Uggla, der er øverste direktør for det selskab, som kontrollerer Mærsk-koncernen, at han har meget stor respekt og taknemmelighed for det arbejde, som bliver udført på hospitalerne.

– Da vi hørte, at læger, sygeplejersker og andre sundhedsmedarbejdere var ved at løbe tør for værnemidler, følte vi os tvunget til at gøre alt for at bruge gruppens netværk og kapacitet til at støtte dem, siger Robert Uggla i meddelelsen ifølge Berlingske.

Assistancen fra Mærsk er kommet i stand efter en forespørgsel fra Rigshospitalet.

/ritzau/