YouSee giver kunder ekstra tv-kanaler op til påsken

Mange danskere har formentlig øget deres tv-forbrug på det seneste på grund af coronaudbruddet.

Nu kan dem, der er kunde hos YouSee, se frem til et endnu større udvalg af tv-kanaler. Det oplyser TDC, der ejer YouSee, i en pressemeddelelse.

Fra fredag og to uger frem vil YouSee åbne op for mere end 50 tv-kanaler, som vil være tilgængelige for alle tv-kunder.

Beslutningen er taget forud for en påskeperiode, hvor efterspørgslen efter nyheder og underholdning må forventes at stige. Det siger Jacob Mortensen, der er direktør for YouSee.

– Vi er derfor rigtig glade for at kunne åbne op for stort set alle vores tv-kanaler hen over påsken. Det betyder blandt andet, at vores kunder vil få adgang til alle tv-kanaler fra TV 2, NENT og Disney.

– Samt en lang række tv-kanaler, hvor de blandt andet kan fordybe sig i historie- og naturprogrammer eller finde ny underholdning til børnene, siger Jacob Mortensen i pressemeddelelsen.

Siden den delvise lukning af Danmark 12. marts har der samlet set været en stigning på 20 procent i streamingforbruget på YouSees platforme.

Hverdagsforbruget svarer nu til det, man normalt ser i weekenderne.

/ritzau/