Torsdagens obligationer: Flugt mod sikker havn i frygt for virus

Frygten for udbredelsen af det kinesiske coronavirus skabte torsdag global flugt fra risikoaktiver over i mere sikre investeringer som statsobligationer.

Der er nu rapporteret om 17 omkomne som følge af virusset, 600 tilfælde af smitte – herunder også i USA – er registreret, og frygten fokuserer nu på, hvad der sker, når det kinesiske nytår med stigende rejseaktivitet skydes i gang om et par dage.

De kinesiske millionbyer Wuhan og Huanggang, hvor virusset har sit udspring, er lukket for udrejse for at mindske smitterisikoen.

Torsdagen blev indledt med et mindre rentefald på 1 basispoint til minus 0,27 pct. for den toneangivende danske tiårige statsobligation, og det niveau blev fastholdt hen over middagshandlen.

Men torsdag eftermiddag, da aktiebørserne i New York indledte dagens handel med fald på 0,5-0,7 pct. for de ledende aktieindeks, dykkede renten yderligere og sluttede i minus 0,30 pct. for den danske statsobligations vedkommende.

Samtidig skuffede forbrugertilliden i eurozonen med et minus på 8,1 i den foreløbige opgørelse for januar, som var uændret i forhold til måneden før. Men økonomerne havde ventet en stigning til minus 7,8 ifølge Bloomberg News.

På dagens rentemøde fastholdt Den Europæiske Centralbank som ventet sin ledende rente.

/ritzau/FINANS
Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: [email protected], www.ritzaufinans.dk