9. marts kan se om du skal have penge tilbage i skat

9. marts bliver dagen, hvor borgere kan tjekke årsopgørelsen. Overskydende skat udbetales i april.

Mandag den 9. marts åbner Skattestyrelsen for adgangen til årsopgørelsen for 2019.

Dermed får 4,6 millioner borgere mulighed for at se, om de skal have overskydende skat retur, eller om de skal betale restskat tilbage.

Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Ifølge styrelsens tidsplan vil overskydende skat fra 2019 blive tilbagebetalt 3. april.

Historisk set får cirka tre ud af fire skatteyder penge tilbage i skat. For den sidste fjerdedels vedkommende gælder det, at regnskabet enten går op, eller at de skal betale penge tilbage.

Årsopgørelsen bliver dannet på baggrund af omkring 170 millioner oplysninger, som Skattestyrelsen modtager fra blandt andet banker, arbejdsgivere og pensionsselskaber.

– Vi har langt de fleste oplysninger, og det er derfor normalt kun 15 procent – eller 700.000 borgere, der skal ændre eller tilføje noget i deres årsopgørelse, forklarer Karoline Klaksvig, underdirektør i Skattestyrelsen.

Er man blandt dem, som skal tilføje noget i årsopgørelsen for 2019, kan man gøre det indtil 1. maj.

Skal man betale restskat og ønsker at slippe for procenttillæg, er der frist for indbetaling af pengene 1. juli 2020.

/ritzau/