Onsdagens obligationer: Rentefald frem mod længe ventet møde

Det danske obligationsmarked lukkede onsdag med rentefald. Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation faldt til minus 0,22 pct. Det var 3 basispoint mindre end ved dansk børslukketid tirsdag.

Udsvingene havde rod i en nyhed fra Bloomberg News om, at onsdagens længe ventede underskrivelse af den delvise handelsaftale mellem Kina og USA betyder en efterfølgende fastfrysning af tolden på kinesiske varer i ti måneder til efter det amerikanske præsidentvalg.

Fra nøgletalsfronten var der i løbet af formiddagen nyt om industriproduktionen i eurozonen.

Industriproduktionen i eurozonen steg 0,2 pct. i november sidste år sammenlignet med måneden før, mens den faldt med 1,5 pct. sammenlignet med november 2018.

Dermed udviklede produktionen sig dårligere end ventet, da konsensus ifølge Bloomberg News var en stigning i produktionen på 0,3 pct. på månedsbasis. På årsbasis var der ventet et fald på 1,0 pct.

Markedsdeltagerne kunne desuden pusle med amerikanske tal for producentpriserne i USA, der steg med 0,1 pct. i december på månedsbasis, hvor økonomer adspurgt af Bloomberg havde ventet en stigning på 0,2 pct.

På årsbasis var der tale om en stigning på 1,3 pct. mod en ventet stigning på 1,3 pct. ifølge økonomerne.

Erhvervstilliden i New York-regionen, målt ved Empire State Manufacturing-indekset, steg i januar til 4,8 fra 3,3 måneden før. Dermed udviklede tillidsindekset sig bedre end forudset.

Der var ifølge Bloomberg News ventet et indeks på 3,6 blandt økonomerne.

/ritzau/FINANS
Mads Sejer Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk