Problem forhindrer borgere i at logge på e-boks

E-boks oplever tirsdag morgen problemer. Der arbejdes på højtryk for at få løst problemet.

De danske borgere kan i øjeblikket opleve problemer med at logge ind på deres e-boks.

Det skyldes, at der tirsdag morgen er tekniske problemer med e-boks. Det står der på e-boks’ hjemmeside.

– Vi oplever i øjeblikket problemer med at logge på e-boks både via app og web.

– Vi arbejder på højtryk for at få løst problemet og beklager ulejligheden, skriver e-boks på sin hjemmeside.

Tirsdagens problemer følger, efter at der i weekenden også kunne være besvær med at logge ind på e-boks. Også her blev det forklaret med problemer.

E-boks er et selvstændigt aktieselskab stiftet i 2001. Det er ejet ligeligt af Nets og PostNord.

Idéen bag e-boks er at effektivisere forsendelse af post mellem virksomheder og private postmodtagere.

Det betyder blandt andet færre udgifter til porto og lavere belastning af miljøet.

/ritzau/