Markedsoversigt: Mindre selskaber tog rampelyset – renten faldt et nøk

Det var de mindre selskabers dag på det danske aktiemarked tirsdag. Proteseselskabet Össur endte med at være den mest pressede aktie efter en nedjustering, mens Bang & Olufsen red stormen af i forbindelse med et regnskab for andet kvartal, der var uden de store overraskelser.

Målt på eliteindekset, C25, blev dagen positiv med et plus på 0,4 pct. til indeks 1255,01, hvor det mest var analytikernyt, der rykkede på aktierne.

Struerkoncernen B&O steg med 1,8 pct. til 35,60 kr., da regnskabstallene ikke umiddelbart gemte på de helt store nyheder, efter at selskabet i december offentliggjorde foreløbige regnskabstal for september, oktober og november.

Össur endte tirsdag som den mest faldende aktie på fondsbørsen, efter at proteseselskabet nedjusterede forventningerne til 2019 på baggrund af foreløbige resultater for fjerde kvartal, der var præget af et svagt protesesalg.

Selskabet ser nu en organisk vækst på omkring 5 pct. mod tidligere omkring 6 pct. EBITDA-marginen før særlige poster ventes at lande på omkring 22 pct. mod tidligere omkring 23 pct.

Aktien faldt med 11,4 pct. til 50 kr.

Aktien i smykkeselskabet Pandora steg mest i eliteindekset tirsdag med et plus på 3 pct. på aktiekursen, der sluttede i 351,30 kr. Selskabet fik løftet kursmålet til 380 kr. fra 330 kr. af finanshuset Kepler Chevreux, der fastholdt en købsanbefaling.

Omvendt fik FLSmidth sænket anbefalingen til “hold” fra “køb” af ABG Sundal Collier, der fastholdt et kursmål på 275 kr.

FLSmidths aktie dykkede 4,1 pct. til 254,50 kr. og endte dermed i bunden af C25-indekset.

Der var generelt en lettere afventende stemning på finansmarkederne tirsdag, da der blev set frem mod en underskrivning af den første fase af handelsaftalen mellem USA og Kina.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation faldt med 2 basispoint til minus 0,19 pct. i forhold til niveauet ved dansk lukketid mandag.

Handelsaftalen mellem USA og Kina, som blev indgået i slutningen af 2019, ventes at blive underskrevet onsdag.

Mandag kom det desuden frem i en halvårlig rapport fra det amerikanske finansministerium, at USA ikke længere anser Kina for at være en valutamanipulator. Kina er blevet taget af listen, da landet har lovet at imødekomme USA på flere punkter.

Tirsdag viste kinesiske data, at både importen og eksporten steg mere end ventet i december. Målt i dollar var der tale om en stigning i eksporten på 7,6 pct. sammenlignet med samme måned året før. Økonomerne havde ventet en stigning på 2,9 pct. efter et fald måneden før på 1,3 pct., viste estimater indsamlet af Bloomberg News.

Importen i december steg 16,3 pct. i dollar mod en ventet stigning på 9,6 pct.

Tirsdag viste de amerikanske kerneforbrugerpriser for december en stigning på 2,3 pct. på årsbasis, hvilket var som ventet.

/ritzau/FINANS
Nicoline Lärka Sørensen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk