Fynsk planteskole dropper omstridt underleverandør igen

Tophistorien er skrevet og udgivet af Fagbladet 3F. Ritzau må ikke krediteres.

INFO: Anvendelse forudsætter accept af vilkårene i bunden.

**** RITZAUS TOPHISTORIETJENESTE ****

Møllegårdens Planteskole på Midtfyn har standset samarbejdet med en omstridt underleverandør uden overenskomst.

Det skriver Fagbladet 3F.

Der er tale om selskabet Egen ApS, der har samme bagmand som to andre underleverandørfirmaer, som planteskolen har benyttet tidligere på året. Fagforbundet 3F havde etableret faglig konflikt mod Egen ApS, der blev stiftet 20. november 2019. Bagmanden bag Egen ApS har i årevis været kendt i den danske gartneri- og planteskolebranche for at levere underbetalte, udenlandske medarbejdere. Det har bagmanden også gjort i en længere periode til Møllegårdens Planteskole.

Møllegårdens Planteskole har fredag orienteret 3F Østfyn om, at virksomheden har stoppet samarbejdet med virkning fra fredag.

– Jeg glæder mig over, at Møllegårdens Planteskole har droppet samarbejdet med underleverandøren uden overenskomst. Nu håber vi, at Møllegårdens Planteskole selv vil ansætte de medarbejdere, der har arbejdet på planteskolen via underleverandøren, så medarbejderne endelig kan få anstændige løn- og arbejdsvilkår efter overenskomsten, siger Hanne Pedersen, faglig sekretær hos 3F Østfyn.

Møllegårdens Planteskole var tidligere medlem af arbejdsgiverforeningen GLS-A. På den baggrund er planteskolen omfattet af den overenskomst for gartnerier og planteskoler mellem GLS-A og 3F, der var gældende i 2013, hvor virksomheden meldte sig ud af arbejdsgiverforeningen.

Lønnen efter den nuværende overenskomst på området skal være mindst 143 kroner i timen.

Men de fleste medarbejdere hos Møllegårdens Planteskole er slet ikke ansat af virksomheden selv. For planteskolen har længe benyttet firmaer uden overenskomst til at levere udenlandsk arbejdskraft.

Ifølge 3F arbejder polske medarbejdere hos Møllegårdens Planteskole via en underleverandør til en timeløn på 70-80 kroner før skat.

Direktøren for og ejeren af Møllegårdens Planteskole, Lars P. Strarup, bekræfter over for Fagbladet 3F, at hans samarbejde med Egen ApS er ophørt.

– Vi sagde samarbejdet med PF Gruppen op i går. Ellers har jeg ikke nogen kommentarer til det, siger han.

Spørgsmål: Vil det sige, at du ikke længere samarbejder med nogen af selskaberne under PF Gruppen?
– Nej, det gør jeg ikke, siger planteskoleejeren.

Under PF Gruppen hører 14 selskaber, der alle har adresse på Bregnebjergvej 1 nær Glamsbjerg på Fyn. Møllegårdens Planteskole har siden oktober 2019 samarbejdet med flere af disse firmaer, som ikke har overenskomst. Det har 3F fået oplyst med henvisning til overenskomsten for gartnerier og planteskoler.

For ved forhandlingerne om overenskomst i 2013 fik 3F forhandlet ind i aftalen med GLS-A, at virksomheder, der er omfattet af overenskomsten, skal oplyse, hvilke underleverandører de bruger. Med bestemmelsen i aftalen kan 3F forsøge af få underleverandører uden overenskomst til at tegne en overenskomst.

I første omgang oplyste Møllegårdens Planteskole til 3F, at virksomhedens entreprenør var firmaet 2TL ApS. Da 3F ville iværksatte sympatikonflikt imod dette selskab, skiftede Møllegårdens Planteskole leverandør til firmaet Scansil ApS. Da 3F varslede sympatikonflikt imod dette selskab, skiftede Møllegårdens Planteskole entreprenør til selskabet Egen ApS – som planteskolen nu altså har droppet.

Fælles for de tre firmaer er, at de hører under PF Gruppen. Og at selskaberne i overvejende grad er ejet af samme bagmand, Przemyslaw Teclaw, der har bopælsadresse i Polen.

De polske medarbejdere, som gennem de seneste par måneder har udført arbejdet hos Møllegårdens Planteskole, har dog slet ikke været ansat hos hverken 2TL ApS, Scansil ApS eller Egen ApS. De polske arbejdere har under hele perioden været ansat af et fjerde selskab under PF Gruppen, firmaet Goskov ApS.

Goskov ApS er ligeledes ejet af bagmanden Przemyslaw Teclaw.

Det var netop udenlandske medarbejdere hos Goskov ApS, der var med til at indlede er lønkonflikt mellem 3F på den ene side og Møllegårdens Planteskole og virksomhedens underleverandører på den anden side. For medarbejdere hos Goskov ApS henvendte sig til 3F og klagede over lønforholdene for arbejdet på planteskolen. De føler sig udnyttet af arbejdsgiveren.

Fagbladet 3F har adskillige gange gennem otte uger forgæves forsøgt at få kommentarer fra Przemyslaw Teclaw. Men han har hverken reageret på telefonopkald eller e-mails.

Ifølge PF Gruppens egen hjemmeside beskæftiger gruppen fra 100 til 500 medarbejdere – primært fra Polen og Litauen – alt efter sæsonen.

“Vi kalkulerer alle vores akkorder ud fra 120 kr. til 150 kr. i timen som basissats, alt efter opgavens specifik,” skriver PF Gruppen om dens priser til kunderne.

Redaktionel kontakt:
Peter Cristian Nielsen
tlf.: +4541101994
e-mail: [email protected]

**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF Fagbladet 3F ****

Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus Tophistorietjeneste:

– Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.

– En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.

– Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet – også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.

– Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.

– Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.

– Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at publicere dette ved videreudnyttelse.

VIGTIGT VEDR. BRUG AF BILLEDE:

– Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.

– Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.

– Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)