Markedsoversigt: Grøn lukning trods Trump-udtalelse – renterne faldt

Carlsberg, Coloplast og Novo Nordisk afværgede tirsdag et fald til eliteindekset, C25, som tidligere på dagen ellers blev presset ned af udtalelser af USA’s præsident, Donald Trump, som ikke ser ud til at have noget hastværk med at indgå en handelsaftale med Kina.

Presset på obligationsmarkederne holdt dog dagen ud.

Trump sagde under et besøg i London i forbindelse med et møde med Nato-ledere, at der ikke er en deadline for en aftale, og at det måske kan udskydes til efter præsidentvalget i USA i november 2020.

Herhjemme lå C25-indekset forud for formiddagens meldinger fra Trump til en pæn fremgang, men udtalelserne pressede eliteindekset i minus. Det endte dog 0,05 pct. højere i 1215,22.

På hovedparten af de øvrige markeder i Europa var der derimod negative indeks ved dansk børslukketid.

– Aktiemarkederne i Europa og USA blev ramt af Trumps bemærkninger om handel, og chancerne for en aftale (med Kina, red) inden 15. december faldt yderligere.

– Efter nogle uger med generelle positive forlydender om, at en aftale var tæt på, så er der nu en reel følelse af, at en aftale slet ikke er så tæt på, og at markederne er nødt til at tage højde herfor i kurserne, siger analytiker Neil Wilson fra Markets.com ifølge AFP.

Carlsberg toppede i C25 med en stigning på 1,3 pct. til 992 kr. efterfulgt af Coloplast med et plus på 1,2 pct. til 794,60 kr. Sværvægteren Novo Nordisk steg desuden 1,2 pct. til 381,50 kr. I bunden af eliteindekset lå derimod Drilling med et fald på 2,3 pct. til 407.

Danske Bank kom efter dansk lukketid mandag med en lille opjustering af forventningerne til hele årets overskud. Banken indregner nu en engangsindtægt fra salget af LR Realkredit til Nykredit på 700-800 mio. kr. i år.

Danske Bank forventer nu at lande et resultat efter skat i midten af spændet på 13-15 mia. kr. mod tidligere i den lave ende af det spænd.

Trods det faldt Danske Banks aktie med 1,1 pct. til 90,96 kr.

Pandora fik løftet anbefalingen af svenske Handelsbanken til “køb” fra tidligere “hold”, mens kursmålet blev fastholdt på 300 kr. Aktien sluttede tirsdag i 262,80 kr. efter et fald på 0,5 pct.

Herhjemme lukkede renten på den tiårige danske statsobligation i minus 0,33 pct., hvilket var 6 basispoint lavere end mandag og 8 basispoint lavere end morgenens niveau på minus 0,25 pct.

Mandag tog renten på papiret ellers et hop på 6 basispoint efter nyt fra Tyskland, hvor socialdemokraterne (SPD) i weekenden fik et nyt formandskab, som har fået visse markedsdeltagere til at tro på, at vejen til en mere lempelig finanspolitik i Europas største økonomi er blevet kortere.

Tirsdag formiddag kom der tal for producentprisudviklingen i eurozonen, og det viste en stigning på 0,1 pct. på månedsbasis i oktober mod en ventet flad prisudvikling ifølge et estimat fra Bloomberg News.

/ritzau/FINANS
Charlotte Mackeprang +45 33 30 03 61 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk