Efter 28 grader i stuen: Nye ungdomsboliger har fået køling

Efter 28 grader i stuen: Nye ungdomsboliger har fået køling

På en meget varm sensommerdag er der nok en del beboere i Bo42’s nye ungdomsboliger, der er lettede over, at lejlighedernes varmepumper for nylig fik tilføjet køling.

Indtil da havde der på de varme dage været temmelig hedt indenfor, fortæller beboeren Sarah Zawada.

– Det har været rigtigt varmt her i sommer, men nu er det bedre, efter de har været forbi og sætte køling til, sagde den 22-årige bornholmer, der studerer til sygeplejerske.

Sovepladserne i lejlighederne er på en hems, som man har adgang til via en stige fra stuen. Oppe under loftet kan det blive særdeles varmt, og i de første måneder var der ikke installeret køling i varmepumperne, så temperaturen indenfor var ifølge Sarah Zawada 28 grader.

Med en mere moderat lufttemperatur er Sarah Zawada meget tilfreds med sit nye hjem. Hun flyttede ind i ungdomsboligen 1. maj og var blandt de første beboere i de nyopførte lejligheder.

Bygningerne er opført som lavenergihuse med en særlig murteknologi, der er udviklet til at holde på varmen om vinteren og holde boligerne relativt kølige om sommeren.

Det har dog været svært med årets forholdsvis varme sommer, medgiver Bo42’s direktør, Ebbe Frank, som sammenligner byggeriets egenskaber med en termokandes.