Nummer 1 ligger nummer 1, nummer 2 ligger nummer 2, og nummer 3 ligger nummer 3

– For første gang i de 17 år, jeg har stået for tidtagningen til etapen, blev startnummer 1 nummer 1, startnummer 2 nummer 2 og startnummer 3 nummer 3.

Det fortalte Jesper Kraul Jensen fra Viking Atletik efter første etape af dette års Etape Bornholm. Og efter to etaper er det fortsat de tre løbere med de tre første startnumre, der ligger på klassementets tre øverste placeringer.

Svenske Mustafa Mohamed med nummer 1 på maven ligger nummer 1. Norske Anders Nøstdahl Gløersen med startnummer 2 ligger nummer 2. Og danske Mark Olsen, der altså løber med startnummer 3, ligger nummer 3.

– Når ens startnummer åbenbart afgør ens placering, er der ikke brug for tidtagning. Så jeg bliver hjemme i morgen, lyder det vittigt fra Jesper Kraul Jensen.