Magnus Cort så kaptajnen komme glidende på maven: Fuglsang ude af Touren

Magnus Cort kunne godt se, at den var slem, da Jakob Fuglsang styrtede på 16. etape af Tour de France.

Astana-holdkammeraten havde taget en heldigere rute uden om en rundkørsel med omkring 26 kilometer til mål, da han fik øje på Fuglsang kort efter styrtet.

– Jeg så ikke præcist, hvad der skete. Jeg kom den anden vej rundt i rundkørslen og så bare, at han kom glidende på maven ud af rundkørslen, siger Magnus Cort til TV2.

Fuglsang udgik på grund af store smerter efter styrtet, men Astana meldte senere ud på Twitter, at intet er brækket på Fuglsang.

Til den samlede presse fortalte Magnus Cort, at feltet ellers kørte med bred front på det tidspunkt.

– Feltet var med bred front, men stadig med lidt stress på, fordi der var sidevind, men man kunne godt fornemme, at ingen havde lyst til at udnytte det, siger den 26-årige bornholmer.

Kort efter styrtet var Magnus Cort i stand til at konstatere, at Fuglsang var færdig i dette års Tour.

– Jeg kunne godt se, han havde slået sig. Jeg tog mig af hans cykel. Den havde tabt kæden. Han sagde ikke så meget. Jeg kunne godt se, det ikke var sjovt.

– Da han tog hjelmen af, lignede han ikke en mand, der var lige ved at sætte sig op på cyklen og jagte det tabte tilbage igen, forklarer Magnus Cort.