FOR ABONNENTER

Debat: Byggeriet har brug for flere unge

Af formand for Jens Koefoed, Dansk Byggeri Bornholm

SYNSPUNKT

Mange af vores folkeskoleelever i 9. og 10. klasse går i øjeblikket og overvejer, hvad de skal efter folkeskolen. Om få uger skal de vælge hvilken ungdomsuddannelse, de vil tage.

Sidste år var der kun 98 unge bornholmere, der valgte en erhvervsuddannelse. Går vi to år tilbage, var der 133.

En ærgerlig udvikling, særligt fordi virksomhederne har brug for flere dygtige faglærte både lige nu og i fremtiden. Og fordi nogle måske slet ikke har overvejet, at der kunne være andre muligheder end gymnasiet for dem.

Kære unge og forældre, se fordomsfrit på alle ungdomsuddannelser og de muligheder, de hver især giver. Med en erhvervsuddannelse inden for byggeri og anlæg er der for eksempel rigtig gode muligheder for en spændende og alsidig uddannelse med god løn, et fast arbejde bagefter og chance for at læse videre, hvis man har mod på det.

Man kan også prøve kræfter med livet som selvstændig eller byggeprojekter under fjerne himmelstrøg. Mulighederne er utallige.

I første omgang står vores lokale virksomheder her på øen klar med praktikpladser til unge, der er seriøse og mødestabile og vælger en erhvervsuddannelse inden for byggefagene.

Og er du i tvivl eller har lyst til at vide mere så tag fat i din klasselærer og brug muligheden for at komme i en afklarende erhvervspraktik, hvor du hos en lokal virksomhed kan snuse til en fremtid i bygge- og anlægsbranchen.

Vi glæder os til at tage imod dig.