Høring i nedrykningssag deler vandene i håndboldklubber

Håndboldens Appelinstans gav mandag klubberne i de bedste danske rækker mulighed for at give deres besyv med i klagesagen, som tre klubber har rejst angående tvangsnedrykninger i forbindelse med den tidlige afslutning af håndboldsæsonen.

Men det er ikke alle klubber, der har tænkt sig at bidrage med deres holdning inden onsdag klokken 18, hvor der er svarfrist.

Viborg HK er blandt de klubber, der ikke vil svare.

– Vi lader dem, der sidder med beslutningen, om at forholde sig til det. Vi har ikke så meget at sige. Nu er der lukket ned, og så er det sådan, det er, siger direktør Jørgen Hansen.

– Om det er retfærdigt eller ej er svært at afgøre. Det vil der være to meninger om. Dem, der rykker ned, synes ikke, det er retfærdigt. Dem, der rykker op, har det nok omvendt.

– Der skulle tages en beslutning, og den bakker vi op om. Vi skal ikke rodes ind i en heksekedel omkring den sag, siger Jørgen Hansen.

Hos de nyslåede mestre i kvindeligaen, Team Esbjerg, har man samme holdning.

– Vi har ikke tænkt os at gøre indsigelser eller kommentere på dette. Dansk Håndbold Forbund har truffet en afgørelse, og den har vi tænkt os at efterleve, siger direktør Hans Christian Warrer.

I Mors-Thy Håndbold føler man sig forpligtet til at forholde sig til situationen. Det siger sportschef Henrik Hedegaard.

– Vi er ikke direkte involveret, men kunne jo godt have været det. Jeg kan godt forstå klubbernes anke, især EH Aalborgs situation hvor det var så tæt i bunden. Vi ville have gjort det samme, siger Henrik Hedegaard.

– Vi vil ikke have noget imod, at ligaen – som nogle klubber har peget på som en mulig løsning – blev udvidet til 15 hold i næste sæson, så ingen rykker ned.

– For os betyder det ikke noget. Det vil det jo så gøre for dem, der også skal spille europæiske kampe, så det vil nok være individuelt fra klub til klub.

Hos Herning-Ikast Håndbold vil man på et bestyrelsesmøde tirsdag aften drøfte, hvordan man skal forholde sig til opfordringen om at komme med sin mening i ankesagen.

Salgs- og sportsdirektør Daniel Grønhøj fortæller, at klubben ikke umiddelbart har nogen holdning til nedrykningsstriden, men at den er tilfreds med, at det ikke endte med en udvidelse af ligaen.

Daniel Grønhøj stiller sig uforstående over for, at de øvrige klubber bliver involveret i nedrykningssagen.

– Klubberne tænker på sig selv og er jo ikke neutrale, så jeg forstår ikke, hvorfor vi skal involveres, siger han.

Henrik Hedegaard fra Mors-Thy Håndbold mener heller ikke, det er den rigtige fremgangsmåde.

– Selvfølgelig afhænger det af, hvad man bliver bedt om at forholde sig til. Normalt bryder jeg mig ikke om, at sådan noget som dette bliver sendt i høring, og i dette tilfælde vil klubberne kigge på deres egne interesser, siger sportsdirektøren.

De tre klubber, der har appelleret en skrivebordsnedrykning, er herreklubberne Nordsjælland Håndbold (Primo Tours Ligaen) og Odder Håndbold (1. division) samt dameklubben EH Aalborg (HTH Ligaen).

/ritzau/