Når Rina Thyssen Hansen, der har Bech Chokolade i Gudhjem, i denne sæson langer flødeboller over disken, er godterne produceret af de hidtidige konkurrenter i Svaneke Chokoladeri. Foto: Berit Hvassum

Konkurrenter i nyt samarbejde: Svaneke-chokolade sælges i Gudhjem

Bech Chokolade, der lige er åbnet for sæsonen på havnen i Gudhjem, vil i år forhandle importvarer fra Svaneke. Noget utraditionelt har Bech Chokolade nemlig indgået et samarbejde med Svaneke Chokoladeri om at levere flødeboller og fyldte chokolader til butikkerne i Gudhjem og – senere på sæsonen – Snogebæk.

Det fortæller indehaver af Svaneke Chokoladeri, Janne Lundberg.

– Det er ikke så tit, vi indgår sådan nogle samarbejder, og vi er stolte over, at vi har lavet sådan en aftale. For os er det fantastisk at få to ekstra udsalgssteder. Det er Bech Chokolade, der sælger chokoladen, men det er stadig vores navn, der står på den – de fyldte chokolader og flødebollerne er vores, siger Janne Lundberg.

Hjælp trods konkurrence

Hun lægger ikke skjul på, at de to lokale chokoladeproducenter altid har været konkurrenter. Men chokoladefolkene fra Svaneke har også altid haft et rigtig godt forhold til Rina Thyssen Hansen, der er indehaver af Bech Chokolade.

– Rinas forretning er anderledes end vores – den er sæson-fokuseret. Men vi har mange af de samme produkter, og vi vil begge have fat i turisterne. På den måde har vi været konkurrenter. Men vi har også betragtet hinanden som kollegaer. Vi har haft fornemmelse for hinandens tilgang til håndværket og kvaliteten. Vi har hjulpet hinanden. Og hun har også solgt lidt af vores varer, som hun ikke havde, fortæller Janne Lundberg.

Denne sæson er Svaneke-sortimentet i Gudhjem-butikken altså udvidet – og det skyldes ikke corona-krise. Aftalen var på tegnebrættet før den store nedlukning af Danmark.

– Rina har jo Café Klint og alle røgerierne, så hun bliver bestemt ikke arbejdsløs. Med vores aftale kan hun koncentrere sig om andre dele af forretningen.

– Hun har stadig super dygtige medarbejdere, og de støber også stadig selv ting – chokoladepinde og plader, som skal ligge klar til sæsonen. Skulle det ske, de løb tør, kan de bare ringe til os, siger Janne Lundberg.

Flødeboller og fyldte chokolader bliver lavet i Svaneke. Chokoladepinde og -plader bliver støbt i Gudhjem. Foto: Berit Hvassum

Mange tusinde ekstra flødeboller

Aftalen betyder, at der nu skal arbejdes mere i Svaneke Chokoladeri. Janne Lundberg vurderer, at den større produktion kan varetages af de folk, der allerede er ansat. Hun regner dog med, at de skal nå en del mere, når de laver deres håndlavede flødeboller.

– Vi skal ikke doble vores produktion – som det ser ud nu. Men vi skal lave nogle ekstra flødeboller hver gang. Det kommer forhåbentlig til at løbe op i mange tusinde flødeboller henover sæsonen, siger Janne Lundberg.

Bech Chokolade i Gudhjem åbnede for sommersæsonen i fredags, 17. april. Svaneke Chokoladeri har udsalg fra butikkerne i Svaneke og Rønne hele året rundt.