121 er indlagt på intensiv med coronavirus i Danmark

Antallet af konstaterede smittede og indlagte patienter med coronavirus stiger fortsat i Danmark.

Lørdag er 459 personer indlagt, oplyser Sundhedsstyrelsen. Tallet var 430 fredag.

Af de 459 patienter er 121 indlagt på en intensivafdeling, og 104 af dem har brug for respirator. Fredag var 109 indlagt, og 89 havde brug for respirator.

Samtidig stiger antallet af smittede. 2201 personer i Danmark er nu konstateret smittet med coronavirus, oplyser Statens Serum Institut.

Tallet var 2046 fredag.

Der tages forbehold for store mørketal, da ikke alle med symptomer bliver testet.

Sundhedsmyndighederne er begyndt at skrue op for antallet af test, og det viser sig lørdag. 18.810 personer er nu testet mod 17.493 fredag.

/ritzau/