Bredt udsnit af befolkningen skal nu testes for corona

Natten til fredag blev regeringen og Folketingets partier enige om at åbne visse liberale erhverv – eksempelvis frisører – i Danmark.

Samtidig er partierne blevet enige om, at sundhedsmyndighederne skal fremlægge en samlet strategi for at teste for coronavirus.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

Strategien skal blandt andet indeholde test af frontpersonale som eksempelvis læger og sygeplejersker samt pårørende og sårbare grupper.

Desuden skal der testes et repræsentativt udsnit af befolkningen, så udviklingen i coronaudbruddet kan følges.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvor mange der fremover vil blive testet for coronavirus, eller hvornår strategien skal sættes i værk. Hvis et repræsentativt udsnit befolkningen skal testes, kan det umiddelbart betyde, at også personer helt uden symptomer vil blive testet.

Pernille Skipper, politisk ordfører i Enhedslisten, fortæller, at har været vigtigt for Enhedslisten at få en klar teststrategi for at følge coronasmitten, i takt med at samfundet åbner.

– Vi har jo faktisk ikke haft en teststrategi før, men nu er vi så blevet lovet, at der kommer en egentligt teststrategi, hvor det bliver skrevet ned, at vi skal teste et repræsentativt udsnit af befolkningen, siger Pernille Skipper.

Hun forhandlede til sent i nat med regeringen og partilederne. Partierne blev enige om, at eksempelvis frisører og fysioterapeuter kan åbne for kunder fra på mandag.

– Der kan gå helt op til en måned, før åbningen af de liberale erhverv slår igennem i smittetallene. Derfor er det vigtigt, at vi får testet et bredt udsnit af befolkningen, siger Pernille Skipper.

– Hvis vi ikke gør det, så risikerer vi jo, at det hele stikker af fra os og alt det, vi har gjort, har været forgæves. Derfor har vi brugt rigtig meget krudt på, at få den her teststrategi.

/ritzau/