Boris Johnson beordrer briterne til at blive hjemme

Storbritannien forbyder alle forsamlinger over to personer, undtaget folk der bor sammen.

Det siger premierminister Boris Johnson mandag aften ifølge Reuters.

Dermed følger Storbritannien efter Tyskland, der indførte lignende tiltag søndag.

Tidligere har Boris Johnson og hans konservative regering fået kritik for at handle for langsomt i kampen mod coronavirus.

Men mandag aften har Johnson fremlagt en række yderligere tiltag, herunder forsamlingsforbuddet.

Tiltagene gælder foreløbigt tre uger. De kan blive lempet, hvis de viser en hurtigt effekt. Et andet tiltag er, at der indføres udgangsforbud.

– Fra i aften må jeg give briterne en meget simpel instruktion. I skal blive hjemme, siger Johnson i en tale på tv til nationen ifølge Reuters.

Det betyder, at briter kun må forlade deres hjem for at købe basisvarer og medicin, motionere og rejse til og fra arbejde. Folk skal så vidt det er muligt arbejde hjemmefra.

– Det er det hele. Disse er de eneste årsager til at forlade jeres hjem.

– Hvis I ikke følger reglerne, har politiet magten til at håndhæve dem, herunder bøder og opløse forsamlinger, siger Boris Johnson ifølge Reuters.

Storbritannien lukker desuden alle butikker, der ikke sælger essentielle varer. Det gælder eksempelvis tøjbutikker, mens også biblioteker, legepladser, udendørs motionssteder og kirker lukkes.

Forsamlingsforbuddet gælder også dåb og bryllupper, men ikke begravelser.

Johnson kalder coronaudbruddet for “den største trussel landet har stået over for i årtier”. Han tilføjer, at sundhedssystemet i landet ikke kan håndtere udbruddet, hvis det fortsætter i samme fart som nu i Storbritannien.

Ifølge Johns Hopkins University, der følger coronasituationen tæt, er 6724 personer konstateret smittet i Storbritannien.

335 personer smittet med coronavirus i landet har mistet livet.

/ritzau/