Nu er 785 bekræftet smittet med coronavirus i Danmark

Antallet af bekræftede smittetilfælde med coronavirus er steget til 785 personer. Det oplyser Sundhedsstyrelsen fredag formiddag.

Det er en stigning på 111 personer fra torsdag.

Indtil videre er ingen døde af coronavirusset i Danmark, og kun en lille del af de smittede er indlagt på hospitaler.

Ud over de smittede i Danmark er der tre tilfælde på Færøerne. Det er en stigning på en person fra torsdag.

I Grønland har der ikke været nogen bekræftede smittetilfælde.

Ud over de 785 tilfælde er der også en del i Danmark, som forventes at være smittede, uden at myndighederne ved det.

Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, har oplyst, at der er store mørketal. Det vil sige, at der er flere smittede end de registrerede tilfælde.

Personer, der er blevet raske, indgår også i det samlede smitteantal.

For at mindske udbredelsen af coronasmitten vil der de kommende to uger været lukket ned for store dele af den offentlige sektor.

Skoler, daginstitutioner, videregående uddannelser og andre offentlige institutioner holder lukket.

Desuden har Sundhedsstyrelsen torsdag ændret sin overordnede strategi. Således bliver fokus nu på at behandle de mest alvorligt syge.

Borgere med mildere symptomer skal holde sig hjemme uden behandling. Symptomerne kan eksempelvis være forkølelse eller feber.

Frem til torsdag var fokus ellers på at inddæmme virusset ved at teste de personer, der havde rejst i lande, hvor der var et stort antal smittetilfælde.

/ritzau/