Markedsoversigt: Rockwool endte i top – renterne tog et mindre dyk

Efter en lidt tøvende start på handelsdagen kravlede Rockwool fredag op blandt de danske aktier i C25-indekset og endte som den mest stigende aktie i indekset, der steg 0,7 pct. til 1196,22.

Rockwool overraskede torsdag eftermiddag investorerne ved – én dag før tid – at komme med regnskab for årets tredje kvartal, hvor forventningerne til 2019 samtidig blev nedpræciseret.

På en telekonference fredag formiddag fik selskabet dog talt sig selv op, fortæller Nikolaj Holmsgaard, ansvarlig for aktiehandel hos ABG Sundal Collier. Aktien steg 3,3 pct. til 1426 kr.

– De var meget selvsikre og var i stand til at tale kursen op. Det er meget tydeligt, at stigningen kom, lige efter at telekonferencen var slut, siger han.

Rockwool venter nu, at omsætningen i 2019 vil vokse i den lave ende af det tidligere udmeldte interval på 2-5 pct. i lokal valuta. Den ventes fortsat en overskudsgrad (EBIT-margin) på omkring 12,8 pct.

Ørsted-aktien faldt 0,3 pct. til 608,20 kr., til trods for at Credit Suisse løftede kursmålet for aktien til 450 kr. fra 425 kr. Det er dog 26 pct. under den aktuelle kurs, og anbefalingen er da også “underperform”.

Fredag var der også en stribe analyseændringer for NKT-aktien, der torsdag blev belønnet for sit regnskab for tredje kvartal med en kursstigning på 3,4 pct.

Nordea har løftet sin anbefaling til “køb” fra “hold” og sat et kursmål på 160 kr. for aktien, mens ABG Sundal Collier har løftet sit kursmål til 120 kr. fra 90 kr., men gentaget anbefalingen “hold”.

Danske Bank har løftet sit kursmål med 10 kr. til 150 kr. og anbefaler fortsat “køb” af aktien, der fredag faldt 1,8 pct. til 130,50 kr.

På obligationsmarkedet tikkede de danske statsrenter op fra børsåbning, men i løbet af formiddagen vendte stemningen. I løbet af formiddagen kom der let skuffende PMI-tal for eurozonen, hvorefter renten faldt.

Den tiårige danske statsobligation endte med en rente på minus 0,34 pct., hvilket var 3 basispoint lavere end torsdag.

PMI-barometeret over indkøbschefernes syn på aktiviteten i eurozonen udviklede sig lidt dårligere end ventet i november. Det overordnede indeks faldt til 50,3 i novembers foreløbige opgørelse, hvor forventningen ifølge Bloomberg News var 50,9.

I løbet af fredagen kom der også flere nøgletal fra den anden side af Atlanten, hvilket dog ikke var nok til at vende stemningen, selv om både PMI-indekset og forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan overraskede positivt i november.

Fredag kom den nye direktør for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde, også med input til dagens handel. I et notat konkluderede Nordea, at hun gav indtryk af, at der ikke er nye pengepolitiske lempelser på vej.

/ritzau/FINANS
Charlotte Mackeprang +45 33 30 03 61 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk