Roxanas søn var vidne til skudepisode: Et år efter lider han stadig af angstanfald

--- CITATVIDEO --- For et år siden blev Roxanas søn vidne til en skudepisode i Vollsmose. Han vidnede, og så begyndte truslerne. Et år efter kæmper drengen fortsat for at komme ovenpå.

Videoen “Roxanas søn var vidne til skudepisode: Et år efter lider han stadig af angstanfald ” udsendt af “TV2/FYN” kan downloades på Ritzaus Videoweb www.videoweb.dk

Anvendelse af Ritzaus tjeneste for citatvideo og materiale herfra forudsætter accept af vilkårene. Følg linket nederst på siden.

Det har haft store konsekvenser for Roxanas 12-årige søn og resten af familien, at sønnen den 8. oktober sidste år blev ufrivilligt vidne til, at en 28-årig somalisk mand blev skudt i Vollsmose.

– Jeg havde aldrig troet i min vildeste fantasi, at et barn kunne få det så svært, siger Roxana, der er mor til drengen, som i dag har fået konstateret PTSD – posttraumatisk stresssyndrom – og har skiftet skole to gange siden. 
Efter skudepisoden viste drengen politiet, hvad han havde set, og hvorhenne. Det betød, at alle foran familiens lejlighed kunne se, at sønnen snakkede med politiet om episoden. 
Og så begynde truslerne – også ude foran familiens lejlighed i Fyrreparken i Vollsmose. Nogen ville have familien til at tie stille. 
Ville flytte familien væk Roxana ønskede derfor at flytte familien væk fra området, så hendes søn kunne komme væk fra truslerne og den konstante påmindelse om skudepisoden. 
– Kan det være rigtigt, at en dreng på 12 år skal have traume fra det sted, han bor, hvor han skulle føle sig tryg og sikker, sagde en tydeligt oprørt Roxana til TV 2/Fyn sidste år. 
Efter episoden forsøgte Roxana selv at kontakte kommunen for at få hjælp til at få en ny bolig, men hun kom aldrig igennem. Derfor kontaktede hun TV 2/Fyn. Efter 17 dage skete der omsider noget. 
Sønnen fik tilbudt psykologhjælp, og familien blev tilbudt en tilsvarende bolig et andet sted i byen. 
Ny bolig har ikke løst problemerne Men et år senere har det ikke løst hverken sønnens eller familiens problemer som helhed at flytte i en ny lejlighed i Odense. 
– Han bliver jo mindet om det tit, at grunden til vi bor her, det er på grund af det, siger Roxana og forklarer, at han sønnen ofte bebrejder sig selv og har dårlig samvittighed. 
Økonomisk har truslerne og flytningen også fået konsekvenser for familien på fem, der ikke fik økonomisk hjælp fra Odense Kommune. Huslejen i den nye lejlighed er nemlig dobbelt så høj som i den gamle lejlighed i Fyrreparken. 
– Da vi fik den her lejlighed tilbudt, var indskuddet på 48.000 kroner, og så var der en husleje på omkring 8.200 kroner. Det var hårdt, for det skulle vi selv betale, plus at vi havde tre måneders opsigelse i Fyrreparken, fortæller hun. 
Forældrene måtte arbejde ekstra, og derfor ramte det også Roxana, da hun i november kunne læse, at Odense Kommune tilbød at give en gratis flytning samt 15.000 kroner til kriminelle fra Risingområdet i Odense, hvis de flyttede væk. 
– Jeg kan godt sidde med følelsen af at være lidt vred og samtidig lidt skuffet. Jeg tror, jeg blev ekstra vred, da jeg læste, at de kriminelle kan få flyttehjælp, og at de ikke skal betale indskud, bare de har en dom i 2019. 
– Jeg synes, det er vildt godt, vi har en borgmester, der gerne vil give de kriminelle en chance. Det er fantastisk. Jeg ville bare ønske, den chance også gjaldt os, som ikke er kriminelle, siger hun. 
Rådmand vil have ændret lovgivningen Rådmand Brian Dybro (SF) forklarer, at forskellen skyldes en lovmæssig teknikalitet, da flyttehjælp til kriminelle falder ind under almenbolig-lovgivningen. Det gør Roxanas sag ikke. 
– Jeg kan huske, at jeg dengang sagde, kan det virkelig passe, at det ikke er muligt for os at gå ind og give den familie hjælp til at flytte. Der har juristerne sagt nej, for det er efter sociallovgivningen, forklarer Brian Dybro, der er rådmand i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, til TV 2/Fyn.

I dag – et år og to måneder efter skudepisoden – har truslerne stadig store konsekvenser for Roxanas nu 13 år gamle søn. 
Han har fået konstateret PTSD, lider af angst, kan ikke være alene og har skiftet skole to gange på et år. 
– Det har været langt væk fra perfekt. Vi har kæmpet med en dreng, som har haft det rigtig hårdt. Selvom der er gået et år, har han stadigvæk angst, siger Roxana og fortsætter: 
– Han har det hårdt. Jeg vil sige, en dreng på 12 år, der sender sms’er, at han ikke ønsker at leve, så har man det ikke godt, fortæller Roxana, inden tårerne trænger sig på. 
Brian Dybro siger til TV 2/Fyn, at han vil skrive til justitsminister Nick Hækkerup (S) for at få ændret lovgivningen, så familier som Roxanas kan få økonomisk hjælp til at flytte, hvis de har vidnet mod kriminelle.

Ovenstående citatvideo er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet.

Læs de fulde vilkår her: videoweb.ritzau.dk/vilkaar