Ny skoleleder i Svaneke

Ny skoleleder i Svaneke
Svaneke Friskoles nye skoleleder, Thomas Garfort. Foto: Privat
| 1. FEB 2021 • 10:02
Af:
Aleksander Klug

1. FEB 2021 • 10:02

Svaneke Friskole har valgt en ny skoleleder, og valget er faldet på den 51-årige Thomas Garfort: Det oplyser friskolen i en pressemeddelelse. Thomas Garfort overtager posten den 1. marts. Han tager over fra den nuværende konstituerede ledelse bestående af Ole Hald samt Susanne Engset, der dog fortsætter som vice-leder.

Valget af den nye skoleleder kommer efter interne uroligheder på friskolen, der også betød, at fire ud af skolebestyrelsens fem medlemmer valgte at gå samtidig med den tidligere skoleleder, Lasse Dalén Andersen.

– Vi er meget begejstrede og trygge ved ansættelsen af Thomas Garfort, som ny skoleleder. Thomas har de kvalifikationer, som vi søger og tydelig profil, der brænder for teamarbejde og det professionelle læringsrum, så vi sikrer motiverede medarbejdere og god indlæring til vores elever, oplyser bestyrelsesformand Rasmus Kvist i en pressemeddelelse.

Thomas Garfort har en fortid som køkkenchef, men skiftede for 16 år siden spor til skolelærer. Han har været skolelærer og teamkoordinator på adskillige skoler både på Bornholm og på den anden side af vandet – senest på Åvangsskolen i Rønne. Derudover er han formand for Søndermarksskolens bestyrelse og hovedbestyrelsesmedlem i foreningen Skole og Forældre, og har netop afsluttet en diplomuddannelse i ledelse.

– For mig er Svaneke Friskole et drømmejob. Jeg kan se styrken i en lille skole i et lokalsamfund med et stærkt forældreengagement, og jeg glæder mig til at samarbejde med mine nye kolleger, elever og forældre og være med til at styrke skolens udvikling og profil, lyder det fra Thomas Garfort i pressemeddelelsen

Svaneke Friskole har på nuværende tidspunkt 199 elever. Der er 22 elever opskrevet til det kommende skoleår, og i 2022 er der på nuværende tidspunkt venteliste.