HÅNDBOLD
På søndag er Team Bornholms U17- og U15-piger samt U15-drengene programsat til at spille kampe i Rønne Idrætshal mod henholdsvis HIK/KFUM, Greve og Gladsaxe. Men det er nu tvivlsomt, om kampene bliver til noget, efter regeringen mandag middag på et pressemøde annoncerede nye restriktioner, som netop gælder for de pågældende kommuner, som udeholdene kommer fra.
Kommunerne skal blandt andet holde deres indendørs idrætsfaciliteter lukket indtil den 3. januar, men umiddelbart må holdene heller ikke tage over til Bornholm for at spille kampe.
Direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, udtalte nemlig på pressemødet, at hvis man bor i en kommune, hvor der gælder strammere restriktioner, så opfordres der til, at man ikke tager hen til en anden kommune, hvor restriktionerne ikke gælder, og så for eksempel går på restaurant, museum eller i biografen der.
Defor tror formanden for Team Bornholm René Thisen da også, at udfaldet bliver, at kampene må aflyses.
– Som jeg forstår på Søren Brostrøm, så er der klar tale. Nemlig at man skal ikke rejse hen til en anden kommune og lave noget af det, som man ikke må i sin egen kommune, siger han.
– Så når de ikke må spille håndbold i deres egen kommune, så må de vel heller ikke gøre det, hvis de rejser til en anden kommune. Så der burde ikke blive spillet noget håndbold hos os i weekenden, sådan som jeg forstår dagens udmelding, siger han og fortæller, at Team Bornholm nu vil afvente, hvad forbundet Håndbold Region Øst udmelder til klubberne.