Fire sæt ben fra det bornholmske cykelhold BHS-PL Beton Bornholm skal køre for det danske U23-landshold i 2021. Arkivfoto: Berit Hvassum

Sportsdirektør om udtagelser: Et skulderklap til vores hold

BHS-PL Beton Bornholm har i næste sæson fire ryttere i truppen, som skal køre for det danske U23-landshold. Frederik Irgens Jensen, Joshua Gudnitz, Adam Holm Jørgensen og Emil Schandorff Iwersen er nemlig blandt de 13 navne, som landstræner Anders Lund udtog onsdag.

Dermed vil knap en tredjedel af det danske landshold i 2021 bestå af ryttere fra det bornholmske cykelhold, og det glæder BHS-PL Beton Bornholms sportsdirektør Christian Juul Andreasen.

CYKLING

BHS-PL Beton Bornholm har i næste sæson fire ryttere i truppen, som skal køre for det danske U23-landshold. Frederik Irgens Jensen, Joshua Gudnitz, Adam Holm Jørgensen og Emil Schandorff Iwersen er nemlig blandt de 13 navne, som landstræner Anders Lund udtog onsdag.

Dermed vil knap en tredjedel af det danske landshold i 2021 bestå af ryttere fra det bornholmske cykelhold, og det glæder BHS-PL Beton Bornholms sportsdirektør Christian Juul Andreasen.

– Det er et rigtig fint skulderklap til vores hold, så det er vi rigtig glade for, siger han til Bornholms Tidende.

Men faktisk ville han gerne have haft, at endnu flere af hans ryttere var blevet udtaget.

– Vi kunne sagtens have haft et par stykker på endnu. Jeg mener, at vores to ryttere Stian Rosenlund Richter og Marcus Sander Hansen i hvert fald er lige så gode som nogle af de andre, der er i truppen.

Godt samarbejde med landstræneren

I den kommende sæson skal U23-landsholdet køre EM og VM samt såkaldte Nations Cup-løb. De fire BHS-PL Beton Bornholm ryttere kommer dog ikke til at køre alle løbene, da de også skal køre løb for det bornholmske cykelhold.

Her har sportsdirektøren et godt samarbejde med landstræneren, når løbskalenderen og træningslejre skal planlægges.

– Inden U23-landstræneren laver sin planlægning, ringer han faktisk og spørger, hvordan det passer i forhold til vores program, siger Christian Juul Andreasen, som nævner, at der blandt andet er et sammenfald i august måned mellem Post Danmark Rundt og så et stort U23-etapeløb i Frankrig ved navn Tour de L’avenir, som også bliver kaldt for U23-rytternes Tour de France.

 

De fire ryttere og deres kvaliteter

Fire af BHS-PL Beton Bornholms ryttere er udtaget til U23-landsholdstruppen i 2021. To af dem, 21-årige Frederik Irgens Jensen og snart 19-årige Joshua Gudnitz, har kørt på det bornholmske hold i den netop overståede sæson, mens de to resterende, Adam Holm Jørgensen og Emil Schandorff Iwersen på begge 18 år, er nyankomne.

Sportsdirektør Christian Juul Andreasen har et godt kendskab til alle fire ryttere, som han ser et stort potentiale i.

– De er rigtig gode ryttere alle fire og kæmpe talenter. Men det er svært at definere, når de er så unge, hvad de bliver rigtig gode til. Lige nu er de lidt gode til det hele, og inden for de næste par år skal de lige finde lidt mere, hvad der vil være deres unikke kompetence, siger han.

Man kan dog allerede nu spotte, hvor rytternes umiddelbare styrker ligger.

– Joshua er lynende hurtig. Han er en afslutter, og så er han jo bare et unikt talent, for han kan også køre enkelstart. Så han kan både blande sig i en massespurt og i en enkeltstart. Han bliver rigtig spændende at følge i det kommende år.

– Frederik er lidt mere en slider. Han kan også blande sig i en massespurt, men han er ikke en, der vinder en massespurt. Han er bedre i en mindre gruppe. Og så er han til gengæld også ret god opad. Han er en lang, høj fyr, men han er forholdsvis let alligevel.

– Og så er der Adam Holm, som er temporytter. Han er god til enkelstart, men han kan også køre alene hjem fra en mindre gruppe eller et felt. Og så kan Emil vinde cykelløb i en mindre gruppe, siger sportsdirektøren, som desuden fortæller, at alle fire ryttere kommer fra Sjælland.

 

Det franske løb strækker sig over ti dage, og der er der god mulighed for rytterne til at vise sig frem over for world tour-holdene. Men samtidig er det danske seniorløb også noget, som alle de unge danske ryttere drømmer om at gøre sig gældende i.

– Rytterne vil jo gerne køre begge dele, men det kan de jo ikke.

– Og nogle af de ryttere, som landstræneren gerne ville have haft med til det løb, det er måske de samme ryttere, som jeg tænker, at jeg skal have med til Danmark Rundt. Så der har vi et samarbejde med, hvem kan han tage med, og hvem har vi brug for. Det lytter han meget fint til, siger sportsdirektøren, som tror på, at de fire BHS-PL Beton Bornholm-ryttere kan have gode muligheder i næste sæsons U23-løb.

– Vores ryttere kan sagtens gøre sig gældende i nogle af de løb, så jeg kan sagtens se et par af vores køre i nøgleroller på U23-landsholdet.

Potentiale til at køre world touren

Christian Juul Andreasen tror også, at de fire unge ryttere har potentiale til på sigt at kunne køre for et world tour-hold.

At kunne udvikle talenter, som i fremtiden kan gøre sig gældende på den helt store cykelscene, er også en del af cykelholdets nuværende strategi, fortæller sportsdirektøren.

– Vi synes, det er sjovt at få de unge ind og være med til at forme dem, og så skal nogle af dem forhåbentlig videre til et world tour-hold om to til fire år. Det er det, der er meningen med det, siger han.

Det skridt opad er dog ikke et, som man bare lige tager.

– Selvom potentialet er der, skal man stadigvæk levere resultater og slide hårdt for det. Og nogle kommer til world touren, når de er 20 år, og andre først når de er 26 år. Det er lidt forskelligt, hvor hurtigt man udvikler sig. Men jeg mener da, at vi har en hel del i truppen i år, som har potentialet til at komme op på world touren om et par år, siger han.

Selvom det bornholmske cykelhold efterhånden har eksisteret i ti år, er det dog endnu ikke lykkedes med at udklække en world tour-rytter.

– Vi har leveret nogle til den profesionelle scene, men ikke til et world tour-hold. Men det mener jeg bare er et spørgsmål om tid, før der er nogle af dem, der gør det. Vi har heller ikke før fokuseret på samme måde på de unge, som vi gør nu, så det er lidt en ny strategi. Men jeg mener, det er den måde, vi skal gøre det på fremadrettet, siger sportsdirektøren.

Har lavet en talentrugekasse

At der nu bliver satset mere på talentudvikling kan blandt andet ses ved, at holdet har indgået et samarbejde med juniorholdet Team ABC. Det indebærer eksempelvis, at nogle af Team ABC’s sidsteårsjuniorryttere får lov at tage med på BHS-PL Beton Bornholms træningslejre.

– De bliver i hvert fald indbudt til det. Og så bliver det muligt for dem at vise sig lidt frem. Og det er et hold (Team ABC, red.), der er rigtig godt og er gode til at udvikle juniorrytterne, og så skal vi så tage hånd om dem til det næste skridt.

– Så på den måde har vi lavet en lille rugekasse, kan man sige.