Thomas Jørgensen glæder sig til 2021, som forhåbentlig kan blive et mere normalt år end 2020. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Den sidste gnist forsvandt: ‘Jeg er faktisk rigtig glad for, at vi ikke skal spille mere i år’

FODBOLD

NB Bornholm-spillerne har ikke rørt en bold, siden Bornholms Regionskommune for lidt over en uge siden opfordrede øens foreninger til at sætte alle aktiviteter på pause i 14 dage. Men når de dage er overstået, bliver der heller ikke indkaldt til træning, for holdets træner Thomas Jørgensen har besluttet først at genopstarte træningen til januar.

Det skyldes, at DBU København har besluttet, at de resterende kampe i efteråret først bliver afviklet til foråret, da regeringen har valgt at forlænge forsamlingsloftet på ti personer til og med den 13. december.

– Vi kommer ikke til at træne mere i år, for der skal også være et formål med træningen, og vi ved jo ikke helt endnu, hvornår vi skal spille igen i det nye år, siger Thomas Jørgensen, som fortæller, at han stadig er lidt bitter over, at forsamlingsloftet blev sat ned til ti personer i slutningen af oktober.

NB-spillerne var nemlig på daværende tidspunkt i rigtig god form, og der ventede fire hjemmekampe ud af de fem resterende kampe i efteråret.

– Vi havde faktisk trænet rigtig fornuftigt frem mod at stå stærkt den sidste måneds tid, så det var et nyrestød, at der blev lukket ned der, siger han.

Planen var så, at der skulle spilles tre kampe fra den 28. november til midten af december, såfremt forsamlingsloftet blev lempet til 50 personer igen. Det skete dog ikke, men det viste sig egentlig at passe træneren meget godt, for inden forsamlingsloftet blev forlænget, kom regionskommunens opfordring til at sætte foreningsaktiviteter på pause.

– Da den opfordring kom, forsvandt den sidste gnist eller lyst til at spille, så jeg er faktisk rigtig glad for, at vi ikke skal i kamp mere i 2020, siger han.

Stramt program giver udfordringer

NB Bornholms fem resterende kampe i efteråret skal nu afvikles i foråret. Her er der i forvejen programsat 13 kampe, så det er et tæt kampprogram, der venter.

Det kan give en del udfordringer, især for det bornholmske hold.

– Vi skal ikke pive, for vi får lov at spille, og det er fedt, men problemet er bare, at hvis vi får en masse midtugekampe, så er der jo nogle logistiske problemer eller udfordringer, siger Thomas Jørgensen og henviser, til at hvis der bliver programsat midtugekampe, så kan det blive svært for både NB’s spillere at få tid til at bruge en hel hverdag for at spille på udebane i København og omvendt.

Kan man ikke spille kampene på hverdage, kan et alternativ være, at man starter med at spille kampene tidligere på året, end hvad der er planlagt nu, så man kan nå at afvikle alle runderne inden sommerferien. Turneringen er sat til at starte den 13.-14. marts, og hvis de fem resterende kampe skal spilles i de fem weekender forinden, skal NB Bornholm således have turneringsopstart allerede den 5.-6. februar.

– Så det bliver en udfordring, siger NB-træneren.

NB-spillerne skal efter planen spille 18 kampe i foråret. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Frygt for skader

Den kommende lange forårssæson giver også træneren bange anelser, for det kan udløse en del skader og træthed blandt spillerne. Derfor overvejer han, om man blandt andet helt skal droppe at spille træningskampe.

– Selvfølgelig kommer vi så til at mangle noget, men det er helt sikkert noget, som jeg går og funderer på, siger han og fortæller, at han også har tænkt sig at rådføre sig med en, der har forstand på fysiologi og fysisk træning for netop at kunne planlægge nogle træningspas, der kan tage hensyn til, at der skal spilles mange kampe.

– Vi vil gerne se på, om vi kan gøre noget, så vores opstart bliver mere hensigtsmæssig, fordi vi ved, at der kommer det her meget tætte program, end en normalt opstartsvinter har, siger han.

– Så vi vil forsøge at gøre nogle af tingene lidt anderledes for netop at undgå så mange belastningsskader og også undgå, at de bare bliver pissetrætte af fodbolden, når vi rammer den 1. maj. Så det er sådan lidt en balance, og der tænker jeg, at jeg skal prøve at snakke med nogle, der har lidt mere begreb om fysisk træning, end hvad jeg har, siger han.

Glæder sig til 2021

Trods de kommende udfordringer glæder Thomas Jørgensen sig til, at det nye år går i gang.

– 2020 har jo været et savnsår for hele samfundet, og det har det jo også været for os i fodboldens verden. Det er jo ikke værre for os, end det er for alle andre, men derfor er det jo stadig irriterende, siger han.

– Derfor glæder jeg mig til 2021 og håber, at vi får lidt mere normaliserede forhold, så vi kan begynde at spille, som vi plejer og få lov at træne normalt og spille normalt, og dermed få den udvikling, der altid er i sporten, siger han.

 

Målmand forventes ikke klar

NB Bornholms polske målmand Maciej Reszkis, der også kaldes “Magic”, blev alvorligt knæskadet i starten af efteråret og har derfor været ukampdygtig lige siden. NB-træner Thomas Jørgensen fortæller, at målmanden heller ikke forventes klar til at spille, når forårets kampe går i gang. – Vi frygter, at han er ude i et års tid. Så desværre er Magic væk. Det er skideærgerligt for os, men allerværst er det for Magic. Han er 38 år, så det er ikke noget, man bare lige kommer tilbage fra, så den er hård den her. Jeg tænker meget på ham.