I mandags overrakte tre medlemmer af S/I Bornholm Leonora et støttebeløb til Granit Kidz, som er et hold for børn og unge med nedsat indlæringsevne. Foto: Jens-Erik Larsen

Granit Kidz får pengedonation, så de kan spille udenøs kampe

HANDICAPSPORT

I mandags mødte tre medlemmer af S/I Bornholm Leonora op i Aakirkebyhallerne for at overrække sidste års overskud på 5.586 kroner fra salget af lodsedler fra Lions. Pengene blev overrakt til Martin Byder, træner for Granit Kidz, for det fantastiske arbejde, der er startet og ydes hver uge.

S/I Borholm Leonora samler hvert år penge ind for at hjælpe kvinder og børn, og organisationen håber nu, at pengene kan bruges til at hjælpe og udvide det fortsatte arbejde med Granit Kidz, som er et hold, hvor bornholmske børn og unge med nedsat indlæringsevne kommer og spiller håndbold.

– Vi har haft nogle forskellige emner oppe som modtagere af overskuddet, og valget er i år faldet på Granit Kidz, fordi det er et stort stykke arbejde, der bliver gjort for børnene, og de kan måske bruge skillingen til en ekstra bustur eller nogle ekstra hjælpere, hvis de måske skal over og spille nogle kampe på den anden side af vandet, fortæller kasserer Anette Sørensen fra S/I Bornholm Leonora.

Bevæget modtager

Hos Granit Kidz takker Martin Byder for gaven.

– At der er nogen, der tænker på os i de her tider, synes jeg bare, er overvældende, siger han og fortæller, at det betyder meget for børnene at have muligheden for at spille håndbold.

For mange af spillerne på holdet, som er mellem fem og 18 år, er Granit Kidz nemlig deres første oplevelse med holdsport.

– Normalt ville børn med udviklingshæmning kun have mulighed for at dyrke idræt, som enten er handicapridning eller petanque, hvor der ikke er noget holdfællesskab som sådan. Så det at være en del af et fællesskab, det er noget nyt for dem.

– Og så er der det bonus ved det, at familierne og forældrene kommer jo også med i en eller anden form for fællesskab på tværs. Så det er helt unikt på flere parametre faktisk, siger Martin Byder.

Pengene går til oplevelser

Pengebeløbet på 5.586 kroner falder på et tørt sted, for holdet har brug for en del penge for, at de unge børn kan komme ud og spille kampe, fortæller træneren.

Tanken er nemlig, at spillerne hvert år skal deltage i en sæsonfinale på den anden side af vandet, der bliver lavet for hold som Granit Kidz, og alene den oplevelse løber op i en samlet udgift på 80.000-85.000 kroner.

– Derudover har vi tænkt, at vi skal have en endagstur til Sjælland, hvor vi skal spille nogle kampe mod sjællandske hold, så vi kan give børnene nogle oplevelser og rejse lidt med dem, og hvor de kommer over og spiller lidt håndbold, for de har ikke prøvet at rejse i foreningsøjemed med idræt før, siger Martin Byder.

Har det været svært under corona at give dem de oplevelser?

– Ja, det har faktisk været svært. Vi har ikke kunnet rejse over i år, for det store stævne med sæsonfinalen blev aflyst, som skulle have været afviklet først i juni. Og vores plan om at have en julitur til Sjælland og spille nogle kampe blev også aflyst.

Så I håber på at gøre det til næste sæson?

– Ja, vi regner med, at vi skal til Herning her i starten af juni. Det håber vi.

Eneste hold på Bornholm

I kan ikke spille mod andre hold på Bornholm?

– Nej, for alle udviklingshæmmede spillere fra hele øen er samlet på dette hold.

– Men vi er ret gode til at lave nogle fælles aktiviteter, så det kan være, at vi laver noget julefrokost til jul, og så spiser vi sammen med forældrene og sådan noget.

 

 

Granit Kidz

Er et håndboldhold i AaIF’s håndboldafdeling, hvor børn og unge med nedsat indlæringsevne kan komme og spille håndbold. Holdet var i 2019 to gange på den anden side af vandet for at deltage i to stævner i den såkaldte Lykke Liga, som er navnet på den landsdækkende forening, der organiserer stævner for ligesindede børn og unge over hele landet. Personerne bag Granit Kidz, som blandt andet tæller Martin Byder, afviklede også en Granit Cup på Bornholm i 2019. I januar 2020 blev holdets spillere udtaget til landsholdet, som er for alle Lykke Liga-spillere i Danmark, men coronasituationen har foreløbigt sat en pause for landsholdsoplevelserne. Bag Lykkeliga står den tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen.

 

 

 

S/I Bornholm Leonora

Er lokalafdelingen af Soroptimist International, som er en verdensomspændende organisation, der arbejder for at ændre livet for kvinder og piger. Organisationen har 80.000 klubmedlemmer i 130 lande. Soroptimist International er grundlagt i 1921 af Mrs. Adelaide Goddard, Oakland, Califonien på basis af en henvendelse fra en mand ved navn Stuart Morrow, der drev en professionel organisation af mænds serviceklubber. Ikke længe herefter så den første klub så dagens lys den 3. oktober 1921. Klubben havde 80 chartermedlemmer. Stuart Morrow fortsatte sin færd til London, hvor han kom i kontakt med præsidenten for Swanley Horticultural College. Hun havde under krigen set, hvordan kvinder kan samarbejde på tværs af vidt forskellige erhverv for samfundsnyttige opgaver. Chartret blev overrakt til den første klub den 14. februar 1924. Herefter fortsatte Stuart Morrow til Paris, hvor han mødte Dr. Suzanne Nöel, som var en kendt plastikkirurg. Hun blev fascineret af Soroptimist-ideen og allerede den 27. oktober 1924 blev Paris klubben chartret som den første på det europæiske kontinent.