Astrid Vibe Skovgaard på sin hest Tranehøjs Prada-Noir. Pressefoto

Juniorrytter får rejsegave for flotte resultater

MILITARY

I 2019 havde militaryrytteren Astrid Vibe Skovgaard en virkelig god sæson, hvor hun som førsteårsjunior blandt andet vandt en individuel guldmedalje ved de nordiske mesterskaber for juniorer og vandt sølv ved danmarksmesterskaberne samt kvalificerede sig til europamesterskaberne.

De flotte resultater er også blevet bemærket hos Idrættens Rejsefond på Bornholm, som nu har valgt at give den unge rytter en belønningsrejse til en værdi på 10.000 kroner. Rejsefonden giver beløbet hvert år til en person eller idrætsudøver, som i det forgangne år har udført idrætspræstationer af helt usædvanlig og belønningsværdig karakter, og det kriterie har Astrid Vibe Skovgaard levet op til.

– Astrid har i 2019 opnået virkelig flotte resultater i military, skriver formanden for Idrættens Rejsefond på Bornholm, Steffen Munch, i en pressemeddelelse.

Den unge rytter fik dog ikke mulighed for at deltage i europamesterskaberne i 2020, som skulle have været afholdt i Hartpury i England, da turneringen desværre måtte udskydes på grund af covid-19.

Steffen Munch, formand for Idrættens Rejsefond på Bornholm, overrækker belønningsrejsen på 10.000 kroner til juniormilitaryrytteren Astrid Vibe Skovgaard. Pressefoto

 

Idrættens Rejsefond på Bornholm

Udlodder hvert år ca. 500.000 kroner til den rejsende idræt på Bornholm efter et nøje pointsystem. Udlodningsmidlerne stammer fra udbytte fra fondens investeringer samt god støtte fra Sparekassen Bornholms Fond og Bornholms Regionskommune.