Egon Jensen håber på, at pandemien snart slutter, så 2021-sæsonen kan blive mere normal, end dette års sæson har været. Arkivfoto: Berit Hvassum

Egon Jensen om udnævnelsen til formand: ‘Jeg blev overrasket, da der blev peget på mig’

TRAVSPORT

I efteråret blev Egon Jensen ny formand for Dansk Travsports Centralforbund (DTC), og det var en udnævnelse som kom bag på ham.

– Det var ikke en post, som jeg er gået efter, så jeg blev overrasket, da der lige pludselig blev peget på mig som formand for DTC. Men efter lidt hurtig overvejelse sagde jeg ja, siger han til Bornholms Tidende.

– Det er en stor opgave at være formand for hele landet, men det er også en opgave, som jeg ser frem til at gøre et stort stykke arbejde for at kunne varetage. For jeg går jo op i travsport og dyrker det selv også som kusk og hesteejer, og efter jeg er stoppet som tandlæge, har jeg fået mere tid til også at gå ind i det organisatoriske arbejde, siger 67-årige Egon Jensen, som også er formand for Bornholms Travselskab.

Han påtænker i øvrigt at fortsætte som formand for det lokale travselskab.

– Jeg vil sige det på den måde, at jeg har et godt samarbejde i bestyrelsen i Bornholms Travselskab, hvor vi uddelegerer opgaverne ret godt, synes jeg. Og ikke mindst har vi gjort det her i coronatiden, så jeg fortsætter som formand for Bornholms Travselskab sideløbende med, at jeg er formand for DTC. Men der skal ikke herske tvivl om, at formandskabet i DTC er meget tidskrævende. Men det regner jeg med og tror på, at de har en forståelse for i den lokale bestyrelse, siger han.

Fordel for Bornholm

Kan det komme Bornholms travsport til gode, at der nu er en fra Bornholm, som står i spidsen for DTC?

– Det er klart, at når jeg er formand for DTC, så er jeg jo formand for hele landet, så jeg kan jo ikke tage specielle hensyn til Bornholm. Og er der nogle helt specifikke ting omkring Bornholm, så vil jeg jo kunne være inhabil i sager, og det skal jo så håndteres i DTC’s bestyrelse.

– Men jeg vil vende det om og sige med et smil på læben, at jeg håber ikke, at det bliver en ulempe for Bornholm i hvert fald, at jeg er blevet formand for DTC. Jeg skal jo virkelig vide, hvilken kasket jeg har på. Men jeg kender jo indgående vilkårene på Bornholm, og det ville jeg jo kunne formidle videre til resten af bestyrelsen.

Skulderklap

Er det et skulderklap til den måde, som travsporten kører på herover, at du er blevet udnævnt som formand for DTC?

– Jeg kan kun være enig i, at jeg føler da også, at det her er et skulderklap til travsporten på Bornholm, at jeg nu har fået den her stilling, det skal der ikke herske tvivl om. Rundt om i landet hersker der stor respekt for den måde, som travsporten bliver drevet på herover.

– Nu har vi ikke kunnet have så mange tilskuere inde på travbanen i år, men de andre år sidder der en masse tilskuere på travbanen, og det er da noget, der vækker anerkendelse fra andre steder i landet. Jeg kan kun sige, at der er respekt omkring banen på Bornholm, og det glæder mig selvfølgelig rigtig meget.