Thorkild Jensen blev hædret af den nuværende formand for travselskabet, Egon Jensen. Foto: Torben Ager

Fødselar blev æresmedlem på travbanen

Årets næstsidste løbsgram blev lørdag eftermiddag afviklet i tæt tåge på Bornholms Brand Park, hvor dagens hovedbegivenhed var den tidligere formand Thorkild Jensens Fødselsdagsløb.

Efter løbet blev Thorkild Jensen hædret af den nuværende formand Egon Jensen med ordene:

– Du har været som det vi står på; en klippe i arbejdet som bestyrelsesformand og ikke mindst som den praktiske mand omkring banen, hele tiden efter mottoet ”så tager vi fat”.

– Du har oplevet meget i travsporten, men jeg tror at det største du har oplevet er at dyrke travsporten med dit barnebarn Mathilde.

Efter dette udråbte Egon Jensen Thorkild Jensen til æresmedlem af Bornholms Travselskab.

Streetwise vinder Thorkild Jensens Fødselsdagsløb. Foto: Torben Ager

I fødselsdagsløbet tog Streetwise som tilfældet var i Golden League Finalen spids fra start og som sidst blev det til en sikker sejr. Fortune Boko forsøgte sig et par gange men måtte overgive sig og tage til takke med andenpladsen foran Spirit Laser.

To kuske tog sig over halvdelen af dages otte løb, bedst var gæstende Birger Jørgensen der vandt hele tre sejre, nemlig med Livi Offshore, Catch Me Will og afslutningsvis med  Counting Stars.

Udover sejren med Streetwise i fødselsdagsløbet så vandt Frank Mikkelsen også med  East End.

De øvrige vinderkuske var John Gommans (Donerailrose), Mads Hvid Nielsen (Comet Elkær) og Ulrik Christoffersen) (Jetset Onion).

V5-spillet gav: 1.047 kroner  til 100 rækker med fem rigtige på kombinationen: 4-1-3-1-8

V4-spillet gav: 388 kroner til 207 rækker med fire rigtige på kombinationen: 3-1-8-3

Dagens samlede omsætning: 463.782 kroner, hvoraf de 47.026 kroner var spillet på banen.