I weekenden afvikles Höst Open. Arkivfoto: Allan Rieck

Stor idrætsbegivenhed hårdt ramt: Afbud fra svenskere kommer dumpende ind

ORIENTERINGSLØB

Det var en kold spand vand i ansigtet, som Höst Open fik i går, da regeringen opdaterede rejserestriktionerne. Nu er Skåne nemlig blevet orange område, og det betyder, at svenskere skal have et anerkendelsesværdigt formål, før de kan rejse ind i Danmark. Selvom orienteringsløb giver god motion og luft til hjernen, så tæller det ikke som et anerkendelsesværdigt formål, og derfor er der mange svenskere, der lige nu melder afbud til Höst Open, som afvikles her i weekenden på Bornholm.

Der var ellers tilmeldt omkring 700 til orienteringsløbet, hvoraf halvdelen er svenskere, men nu er det usikkert, hvad deltagerantallet egentlig kommer til at ende på, fortæller stævneleder Miriam Asvarish til Bornholms Tidende.

– Nu er der sket det, at der er mange svenskere, der ikke kan komme på grund af indrejserestriktioner, så jeg ved ikke helt, hvad deltagerantallet er på nu, for afbuddene kommer dumpende ind her efter de seneste restriktioner, der blev meldt ud i går (torsdag, red.), siger stævnelederen.

For nogle år siden var flertallet af deltagerne svenskere, men nu er der heldigvis kommet flere danske deltagere, så fordelingen er cirka fifty-fifty.

– Men vi er stadig meget afhængige af, at svenskerne kan komme frem, og heldigvis er det jo sådan, at de seneste restriktioner først træder i kraft ved midnat, så mange kommer sandsynligvis i dag til sprintetapen i Allinge, siger hun med henvisning til, at Politiets Idrætsforening København fredag formiddag og eftermiddag afvikler en bysprint i forbindelse med Höst-Open.

– Men der er nogle svenskere, der først skulle være kommet i morgen formiddag og deltaget i lørdagens og søndagens etaper. Og de kommer ikke frem. Så hvor mange vi præcist ender på, det tør jeg ikke sige. Det ved vi først i morgen lørdag, siger hun.

Anderledes på godt og ondt

I det hele taget bliver årets Höst Open noget anderledes end de foregående grundet diverse coronaregler.

– Der må ikke være forsamlinger over 50, så der er ikke nogen egentlig stævneplads, som vi har haft i andre år, hvor folk samles og har klubtelte og sådan noget. Så på den måde er det noget anderledes denne gang. Deltagerne må først komme lige inden, de skal starte, og de skal gå væk fra målområdet lige så snart, de er i mål. Ellers bliver der forsamlet for mange mennesker på samme tid, så det tager jo lidt af den festlige stemning, siger Miriam Asvarish.

Der er dog også en positiv årsag til, at årets løb er lidt anderledes end vanligt. Lørdagens etape finder nemlig sted på Dueodde, og det er en sjælden lokation for orienteringsløb, fortæller stævnelederen.

– Dueodde er nok det, som mange af deltagerne har glædet sig til, fordi det er vist 14 år siden, der senest har været løbet orienteringsløb på Dueodde. Det er nemlig et ret besværligt sted at lave sådan et løb, for man skal ud og spørge mange private lodsejere om lov til at løbe der. Men det lykkedes i år at få så mange tilladelser, at vi kan have et rimeligt område at sætte poster ud på, siger hun.

 

 

Höst-Open 2020

Lørdag den 24. oktober afvikles første etape på Dueodde ved Bornholms måske mest berømte strand. Mål placeres på den hyggelige Møllers Dueodde Camping. Early Editon har starttider mellem 9.00 og 10.30. Late Edition har starttider mellem 13.00 og 14.30

Søndag den 25. oktober afvikles anden etape på Rytterknægten. Early Editon har starttider mellem 9.00 og 10.30. Late Edition har starttider mellem 13.00 og 14.30.